Som praktikant på Kalvebod Brygge Skybrudstunnel har jeg lært en hel masse og har tilegnet mig værdifuld viden og færdigheder, som jeg uden tvivl vil drage nytte af i min fremtidige karriere. Mit primære ansvarsområde i projektet er egenproduktion, logistik og transport inden for anlæg.
En typisk dag på arbejdet er alt andet end ensartet. Jeg navigerer gennem forskelligartede opgaver, der spænder fra daglige runderinger på byggepladserne og opdateringer af byggepladsplanerne til opgørelse af transport af borematerialer under tunnelarbejdet.
Det særlige ved projektet er, at tunnelen er opdelt i tre skakte, hvilket betyder at vi opererer på tre forskellige byggepladser samtidig. Vi har derfor alle fået tildelt cykler, som vi anvender til transport, så vi også får lidt motion, når vi er på arbejde.
Jeg er blevet taget meget godt imod af holdet og har mærket det gode fællesskab fra starten af. Vi arbejder hårdt, samtidig med at der er plads til lidt sjov og ballade.
Jeg er især glad for, at mit hold har fokuseret på, at jeg får ingeniørrelevante opgaver, der sikrer, at jeg lærer mest muligt og ikke blot bliver sat til rutineopgaver. Mine ansvarsområder voksede i takt med, at jeg fik mere erfaring, og jeg fik større ansvar i projektet længere fremme i mit praktikforløb. Fra at starte med at tjekke vandure dagligt, blev jeg ansvarlig for et faseskift på en af de tre byggepladser.
Jeg sørgede for, at vi kunne overdrage pladsen fra vores joint venture partner til vores underentreprenør. Her udarbejdede jeg en tidsplan for de daglige opgaver og koordinerede med håndværkerne under udførelsen af faseskiftet.
Jeg nyder virkelig at arbejde med nye og komplekse opgaver, idet jeg opnår stor læring og erfaring af det.
Jeg har også fået lov til at arbejde side om side med håndværkerne på pladsen, da jeg også ønskede at komme lidt ud i marken. Jeg har allerede lært en del ved at bruge mine egne hænder, og jeg synes, det er megafedt, at jeg som praktikant har fået den mulighed.
Jeg er meget glad for at være praktikant i NCC, da det er en stor virksomhed, der tilbyder mange spændende muligheder. Det er uden tvivl et godt sted at starte sin karriere som nyuddannet, da de tilbyder forskellige uddannelsesniveauer, som understøtter din karriereudvikling.