Jeg er født i Afghanistan. Da jeg var to år gammel tog mine forældre mig med til Iran, hvor jeg boede, til jeg var 15 år. Da kom jeg til Danmark, hvor min søster havde boet nogle år.
Det var en udfordring at komme til Danmark, men jeg lærte dansk og var heldigvis god til matematik og fysik, og jeg tog HF, så jeg kunne læse videre.
Praktik ført til fast job
Efter at have forsøgt mig med flere forskellige ting, valgte jeg diplomingeniøruddannelsen, fordi jeg gerne ville i praktik. Jeg ville være ingeniør, fordi jeg gerne ville bygge nyt, men da jeg søgte til NCC, var det i Renovering, jeg fik praktikplads.
Jeg var så heldig at komme i praktik på renoveringsprojektet Postgården, en bevaringsværdig bygning på Strøget i København, hvor jeg blev en del af et hold med nogle meget erfarne kolleger. De var alle sammen virkelig dygtige og gode til at forklare ting. Jeg lærte så meget; bagefter blev jeg ansat som studentermedarbejder. Da jeg blev færdig på studiet, blev jeg ansat som entrepriseleder.
Renovering byder på spændende udfordringer
Jeg valgte at læse til bygningsingeniør, fordi jeg gerne ville bygge. Jeg ville gerne bygge nyt. Men jeg er så glad for, at jeg havnede i renovering. Det fede ved renovering er, at man bliver udfordret hele tiden. Det er aldrig den samme udfordring. Det kan jeg godt lide. Det giver mig ekstra energi.
Siden jeg begyndte i NCC, har jeg været med på nogle meget komplekse sager, og hvor jeg har været en del af et hold med gode kolleger, der tog sig tid til at forklare ting, selv om der var virkelig travlt.
Jeg var med på renoveringen og ombygningen af Falkoner Centret for nogle år tilbage. Her fik jeg ansvaret for nedrivere, facader, tagdækkere, for toiletkernerne, gulv, murer – jeg fik lov til at styre alle entrepriserne, lave planlægningen, tage dialogen med bygherre. Det lærte jeg også rigtig meget af.
En branche hvor der sker noget
Jeg har altid arbejdet meget. Jeg har gået med aviser, arbejdet på posthus, kørt taxa. Jeg har gået i skole i rigtig mange år, og har måtte lære alfabetet helt forfra på nye sprog. Mit første sprog var Dadi, som er en slags persisk. Så lærte jeg arabisk, og som 15-årig skulle jeg lære dansk. I dag er jeg 43, og nu tænker jeg på dansk. Jeg fik dansk statsborgerskab i 2004; da fik jeg mit første rigtige pas.
Jeg vidste ikke meget om byggeri, da jeg begyndte på studiet, og der var mange ord, jeg ikke kunne. Jeg vidste knap nok, hvad en mursten var. Hvad en tagrende var. Jeg spurgte en kollega, der kiggede mærkeligt på mig. Jeg har spurgt om mange ord for forskellige byggekomponenter.
I dag føler jeg mig hjemme i Danmark. Og jeg føler mig hjemme i NCC. Jeg elsker firmaet og de folk, jeg arbejder sammen med. Vi kender hinanden godt og har nærmest en familieagtig følelse.
Jeg kan godt lide, at der sker noget, og det gør der i entreprenørbranchen. Jeg oplever konstant udvikling, fordi jeg er med i hele processen. Det giver stolthed, og man får et boost af at vide, at man har været med på en renoveringssag og kan aflevere et vellykket projekt til en tilfreds kunde.
