Da jeg kom hertil, arbejdede jeg i en rolle, der kombinerede bygherrefunktion og egenproduktion. Det gav mig et unikt perspektiv – jeg kunne næsten bare dreje hatten og skifte rolle. Men renovering har altid været mit faglige hjem. Jeg har næsten ikke arbejdet med nybyg, og det heller ikke været mit ønske. Renovering er komplekst, uforudsigeligt og levende. Det passer mig godt, for det er vigtigt, at jeg ikke keder mig.
At starte i NCC har ikke føltes som et skift, men som en forlængelse. Jeg bringer hele min baggrund med – som tømrer, bygherre og konstruktør – og det kommer i spil hver dag. Jeg er glad for, at jeg nu er på den udførende side igen, hvor jeg trives bedst.
Jeg har været med på mange spændende byggeprojekter i min karriere, men bed mig ikke om at vælge det fedeste projekt – for mit yndlingsprojekt er altid det, jeg står midt i. Det der fylder og betyder noget for mig, er det team, jeg er en del af, og den opgave vi skal løse sammen. Jeg vil næsten sige, at et godt team er vigtigere end høj løn.
Jeg skal ikke være en af drengene – jeg skal være mig selv
Min vej ind i branchen begyndte som tømrer, og det var min plan, at jeg skulle være tømrer resten af mit arbejdsliv, men en mindre skade satte tanker i gang, og jeg begyndte at kigge mod uddannelse. Det er vigtigt for mig, at jeg udvikler mig løbende. Jeg troede, man skulle vælge mellem arkitekt og ingeniør – indtil jeg opdagede bygningskonstruktøruddannelsen. Det var spot on. Jeg ville styre byggeriet. Jeg havde selv arbejdet på en sag, hvor jeg tænkte: Det her kunne jeg gøre bedre.
Da jeg begyndte som tømrerlærling, troede jeg, at jeg skulle passe ind. Jeg forsøgte en tid at være én af drengene – men det var ikke mig. Jeg ligner ikke én af drengene, og jeg behøver det heller ikke. Jeg fandt ud af, at jeg bare skulle være mig selv, og det har jeg holdt fast i lige siden. Det er ikke altid nemt, men det er nødvendigt.
Jeg har været i skurvogne med nøgne kvindekalendere. Jeg gik ud og købte en med nøgne mænd og hang den op. Så blev begge taget ned. Så var den ikke længere. Jeg har altid sagt fra, også når nogen overskred en grænse. Som dengang en kollega klaskede mig bagi. Jeg spurgte ham, om han også gjorde det ved min makker. Da han sagde nej, svarede jeg: Så skal du heller ikke gøre det ved mig.
Branchen udvikler sig
Det at være kvinde i et mandefag er ikke noget, der fylder i min hverdag. Men man bliver mindet om det, især når man starter nye steder. Jeg har stået i situationer, hvor folk automatisk talte til den mandlige praktikant i stedet for mig. Så måtte jeg tage et halvt skridt frem og svare. Det er små ting, men de gør en forskel.
Jeg har været med til at starte et netværk for kvindelige bygningskonstruktører. Jeg havde ikke tænkt over, at jeg savnede noget – men da jeg mødte andre kvinder i faget, kunne jeg mærke, hvor rart det var. Vi skal ikke nødvendigvis gøre opmærksom på, at vi er kvinder i branchen – vi skal bare være her. Helt naturligt.
Jeg mærker også, hvordan branchen udvikler sig. Til et møde for nylig var både bygherre, rådgiver og jeg som entreprenør kvinder. Det var ikke noget, vi snakkede om – det var bare sådan. Og det er netop pointen. Det skal ikke være noget særligt. Det skal bare være.
