I år har jeg fejret mit 25-års jubilæum, og jeg fik lov til at prøve en sjov tradition i NCC, hvor man bliver hentet derhjemme i en limousine og bliver kørt til sin jubilæumsreception sammen med sin familie.
Det var stort. Det var en fed dag. Da jeg stod ud af limousinen, måtte jeg lige sunde mig et øjeblik. Der stod så mange mennesker, og det var virkelig rørende.
Jeg var den første timelønnede, der fik mulighed for at blive en del af den tradition, for vi skifter nok job lidt oftere end funktionærer gør, men hos os har vi flere 25-års jubilarer i de næste par år. Det er dejligt at have kolleger, man kender godet, for det betyder virkelig meget med kollegerne.
Vi har et godt fællesskab, og jeg tror også, at det er derfor, der er så mange, der har været her længe. Vi er gode til at fordele opgaverne, så folk laver det, de er gode til, og stemningen er altid god. Vi har en god jargon, og vi er også rigtig gode til at sparre med hinanden.
Jeg vil gerne lave et pænt stykke arbejde
Jeg vidste, at jeg nok skulle være håndværker af en slags, for jeg havde alt for meget uro i kroppen til at sidde stille længe ad gangen. Min storebror har nok inspireret mig. Han var elektriker, og i folkeskolen var jeg i praktik i det firma, han arbejdede i. Jeg gik direkte i mesterlære efter folkeskolen og blev udlært 1991.
Mange af de unge tænker meget på lønnen, og det er jo også vigtigt, men for mig er det kollegerne, der er det vigtigste. Hvis jeg ikke har det godt på arbejdet, kan jeg jo heller ikke producere. Hvis man ikke trives, kan det jo være lige meget.
Det elektrikerfaget kan, er det med, at du starter fra bunden, laver et stykke arbejde og ser, hvad det bliver til. Jeg synes, det er fedt at være elektriker, fordi jeg godt kan lide at bruge mine hænder. Og man skal også bruge hovedet, for du skal hele tiden tænke et skridt frem, og det kan jeg jo godt lide.
Jeg er meget struktureret, for det kræver mit arbejde; det skal planlægges. Jeg skal have læst tegningerne og have stillet de spørgsmål, der måtte være, før jeg går i gang. Sådan er jeg også derhjemme; jeg skal helst have styr på tingene. Jeg er nok lidt perfektionist; jeg vil gerne have, at tingene ser pæne ud. Standarden skal være høj.
Forandring i trygge rammer
Når du er på akkord, bliver du valgt fra plads til plads. Så der skal være en formand, der aktivt tilvælger mig, og det er jeg jo rigtig glad for. Det er jo nok også, fordi jeg laver et pænt stykke arbejde, og jeg har styr på tingene.
Jeg kan godt lide, at der efter 8-10 måneder sker noget nyt. Det er aldrig sjovt de første dage, for du skal lige lande, så der er da en vis usikkerhed lige op til, at man skal skifte plads. Og samtidig har jeg trygheden i at være i den samme virksomhed, og den har jeg jo i NCC. Og så har jeg en god chef, der gør meget for sine medarbejdere. Vi har også sociale arrangementer, hvor vi mødes alle sammen, og det kan virkelig også noget.
Vi kalder en spade for en spade
Elektrikerfaget kan godt være et hårdt fag med tunge kabler og lidt dårlige arbejdsstillinger. Tidligere løb man meget op og ned ad trapper med ting og sager, mens vi i dag bruger lifte. Jeg kunne godt komme slæbende med to stiger over skulderen.
På den måde er det ikke så hårdt i dag, for der er jo kommet mange regler om arbejdsmiljø. Jeg har faktisk bedt om ikke længere at trække hovedkabler, for det er meget tungt. Til gengæld laver jeg meget netværk, ABA-anlæg til brandsikring og almindelige lysinstallationer og den slags.
Det er ikke mange kvindelige kolleger, jeg har haft. Men jeg kan jo se i mit fagblad, at der kommer flere kvinder i faget. Når jeg fortæller, at jeg er elektriker, bliver folk lidt overraskede, og så siger de typisk ”det er sejt” og ”kan du holde til det?”
Tidligere har jeg nok skulle gøre lidt ekstra for at bevise, at jeg kunne det samme som mændene, men jeg har aldrig oplevet det som et problem, at jeg var kvinde. Jeg klæder om sammen med mine kolleger, og det har aldrig betydet noget heller.
Jeg er nok lidt af en drengepige, og jeg har aldrig tænkt over, at jeg var den eneste pige på holdet. Jeg spiller badminton i min fritid, og der spiller jeg også med mænd. Det kan godt være, at nogen ville blive stødt af tonen, og man skal nok også selv kunne sige fra. Jeg kan godt lide, at vi kalder en spade for en spade.
Det er da fysisk hårdt, og det er nok også derfor, der ikke er så mange kvinder i faget, der arbejder på akkord. Jeg går i træningscenter 3-4 gange om ugen for at styrketræne, for der sker jo også noget med kroppen, når man er kommet over 50. Jeg tænker, at jeg bliver ved, til kroppen siger fra. Og dér er jeg jo slet ikke endnu.