Min vej ind i byggebranchen var ikke nødvendigvis skrevet i kortene. Jeg er vokset op i Vejle i en familie, hvor min bror og jeg altid har støttet hinanden. Vores rødder rækker også til Tyrkiet, hvor vi har brugt mange sommerferier. Det tyrkiske sprog og den kulturelle ballast har givet mig en evne til at tale med mange forskellige typer mennesker – en evne, jeg bruger hver eneste dag.
Jeg ville ud på byggepladsen med sikkerhedssko på
Da jeg gik på HHX på innovationslinjen, troede jeg egentlig, at min fremtid lå inden for handel. Det var det, min bror læste, og det lød spændende. Men så blev en veninde færdig som ingeniør, og hun begyndte at dele billeder og historier fra byggepladser på Instagram.
Der var noget i de billeder, der ramte mig. Jeg syntes, det så spændende ud, og så vidste jeg, at jeg ville ud, hvor tingene sker, og jeg ville have sikkerhedssko på.
Jeg undersøgte mulighederne og endte på konstruktørskolen i Horsens. Mange på studiet kom med en håndværksmæssig baggrund, og som ung kvinde uden en tømrer- eller mureruddannelse i rygsækken kunne man godt blive i tvivl: Kan jeg trives her? Men den tvivl blev hurtigt gjort til skamme. Jeg ville det her, og jeg ville bevise, at jeg kunne klare mig selv.
Beboerkoordinatoren: Brobyggeren i Gellerup
Jeg er ret ny i NCC-familien, men det netværk, jeg startede med at bygge op allerede i min praktiktid, har bragt mig til her, hvor jeg er i dag. I Gellerup har jeg fundet en rolle, der forener mine tekniske færdigheder som byggeleder med min lyst til at gøre en forskel for mennesker: rollen som beboerkoordinator.
Når vi renoverer store boligområder, er vi ikke bare gæster; vi griber direkte ind i folks hverdag. Jeg brænder for arbejdet med beboerne, fordi jeg mener, at projekter er mere end mursten. Vi skal huske at tænke på dem, der bor i de områder, vi forvandler. Som beboerkoordinator er min fornemste opgave at skabe tryghed.
Det er utroligt tilfredsstillende, når en beboer føler sig lyttet til. “Hvad skal der ske i min lejlighed?”, “Hvad betyder den her varsling?”. Når vi tager os tid til at forklare og inddrage dem, kan modstand ændre sig til accept. Vi ved, at det er os i skurbyen og på pladsen, der står forrest, når frustrationerne koger over. Det er nemt at pege på os, når støvet lægger sig i stuen, eller støjen bliver for meget. Men ved at være opsøgende og åbne kan vi skabe et samarbejde i stedet for en konflikt.
I Gellerup har vi gjort en særlig indsats for at skabe en relation til lokalområdet. Vi har blandt andet ansat en vagt, en rengøringsdame og senest en murer fra nærområdet. Vores fagentreprenører gør det samme. Det skaber en helt anden form for respekt og tryghed, når beboerne ser deres egne naboer være en aktiv del af projektet. Det giver dem en plads og en stolthed over det, der foregår.
Sikkerhed skabes ikke ved kaffemaskinen
Udover beboerkontakten har jeg ansvaret arbejdsmiljøet. De to roller – beboerkoordinator og arbejdsmiljøkoordinator – hænger faktisk tæt sammen. Begge dele handler om at skabe trygge rammer for mennesker.
Min tilgang til sikkerhed blev for alvor formet på en tidligere arbejdsplads. Jeg var lige trådt ind i rollen som arbejdsmiljøkoordinator, da en håndværker faldt gennem et stillads, der ikke var låst korrekt. Jeg husker stadig følelsen af at blive tilkaldt og se ham ligge der, helt stille. Jeg rystede over hele kroppen. Det er en oplevelse, der sidder i mig hver dag, og som minder mig om, hvorfor vi aldrig må gå på kompromis.
Lovgivning og regler er vigtige, men det vigtigste er, at alle kommer hjem til deres familier i god behold. Derfor er min regel klar: Man kan ikke planlægge sikkerhed ved kaffemaskinen. Man skal ud på pladsen.
Jeg begynder gerne dagen med en tur rundt på pladsen. Jeg kigger på indretningen, adgangsvejene og skiltningen. Er det rigtige udstyr i brug? Er der planlagt støjende arbejde samtidig med, at andre faggrupper skal koncentrere sig i samme rum?
For nylig opstod der en situation, hvor VVS-arbejde var planlagt samtidig med, at der skulle skæres reposer ud med støjende værktøj. Støjen var øredøvende. I den situation er det mit job at sige stop, lægge planen om og sikre, at arbejdsmiljøet er forsvarligt. Man kan ikke planlægge byggeri bag en computerskærm; man er nødt til at komme ud og se, hvordan virkeligheden ser ud.
Vi inviterer beboerne til dialog
For at styrke dialogen har vi oprettet en “mødestation” ved vores skurby. Den ligger strategisk placeret mellem en blok, der står som færdigrenoveret pilotprojekt, og en blok der venter på sin tur. Her holder vi åbent to gange om ugen, hvor vi sammen med bygherren inviterer beboerne indenfor.
Det er også her, vi viser materialerne frem, så beboerne kan få en fornemmelse af det, de skal vende tilbage til. Jeg kan godt lide, når en beboer tager en ven med for at vise, hvordan deres fremtidige hjem kommer til at se ud. Selvom vi godt kunne ønske os, at endnu flere mødte op, så er de samtaler, vi har her, guld værd.
Selvfølgelig møder vi også dem, der slet ikke ønsker at flytte, og som oplever renoveringen og dermed entreprenøren, som noget der generer dem. Det kræver tålmodighed og empati at stå i de situationer. Men det er netop i de svære samtaler, at min rolle som brobygger for alvor giver mening.