Da jeg begyndte på uddannelsen til bygningsingeniør på DTU, valgte jeg en lidt anderledes retning end mange af mine medstuderende. Jeg specialiserede mig i Arktisk Byggeri og Infrastruktur, hvilket blandt andet førte mig til Grønland gennem studiet, hvor jeg boede i halvandet år. Det er en oplevelse, der har præget min måde at tænke byggeri på.
Når man bygger i Grønland, lærer man hurtigt, at planlægning ikke bare er vigtig – den er afgørende. Hvis en levering bliver forsinket, kan det tage uger, før man får en ny mulighed. Hvis man har glemt noget, eller rækkefølgen ikke er gennemtænkt, kan det få store konsekvenser for hele projektet. Den forståelse tager jeg med mig, selvom jeg i dag arbejder på et stort byggeprojekt i Danmark.
Da jeg vendte tilbage fra Grønland og skulle finde en praktikplads, havde jeg egentlig forestillet mig, at jeg skulle være rådgiver. Men jeg tænkte, at det ville være en god idé at afprøve entreprenørsiden af branchen, før jeg traf mit valg. Derfor søgte jeg praktik hos NCC. Det kom til at ændre mine planer.
At få byggeriets puslespil til at gå op
Siden januar 2024 har jeg været en del af Værket ved Regnemark – Danmarks største vandværk. Jeg startede som praktikant, fortsatte som studentermedhjælper og arbejder i dag som assisterende produktionsleder med fokus på tidsplanlægning og styring af fagentrepriser.
Min rolle handler om at skabe overblik i et projekt, hvor mange forskellige aktiviteter skal passe sammen. Jeg arbejder både med den nære planlægning og med de aktiviteter, der ligger langt ude i fremtiden. Faktisk bruger jeg en stor del af min tid på at tænke flere måneder frem.
Det fascinerer mig, hvor mange detaljer der skal spille sammen for at få et projekt til at lykkes. På Værket ved Regnemark er der mange forskellige fag, entreprenører og arbejdsprocesser, som påvirker hinanden. Hvis én aktivitet flytter sig, kan det have betydning for en lang række andre opgaver. Derfor handler en tidsplan om meget mere end datoer. Den handler om samarbejde, koordinering og om at forstå, hvordan alle projektets brikker passer sammen. Noget af det mest spændende er netop at finde den rigtige rækkefølge og skabe et flow, der fungerer for alle, og som skaber mest værdi for projektets helhed.
Tæt på virkeligheden
Noget af det, der har overrasket mig mest ved entreprenørbranchen er, hvor meget man lærer ved at være tæt på produktionen. Selvom jeg arbejder meget med planlægning, er det vigtigt for mig at komme ud på pladsen og følge arbejdet. Det er her, man forstår, hvorfor tingene sker, som de gør, og hvordan de beslutninger, der træffes på kontoret, påvirker hverdagen ude i produktionen. Jeg oplever også, at der er en stor vilje til at hjælpe og dele viden.
Da jeg begyndte som praktikant, havde jeg naturligvis mange spørgsmål. Det har jeg stadig, men i dag er jeg selv med til at tage de beslutninger, der skal få projektet til at hænge sammen. Og på relativt kort tid har jeg fået et ansvar, som jeg ikke havde forestillet mig, da jeg søgte praktikpladsen. Det er jeg stolt af.
Når planerne møder virkeligheden
Noget af det, jeg bedst kan lide ved byggebranchen, er, at ingen planer overlever uændret over tid. Uforudsete forhold og forskydninger mellem fag kan ændre forudsætningerne fra den ene dag til den anden, og nye behov kan opstå undervejs. Derfor skal man hele tiden være klar til at justere og tænke i nye løsninger.
Det er også her, jeg oplever, at planlægning for alvor bliver interessant. I mit arbejde handler det i høj grad om at få byggelogistikken til at hænge sammen på tværs af fag. Fra jord- og ledningsarbejder til råhus – og videre til tag- og facadearbejder – er der en klar indbyrdes afhængighed, som har stor betydning for de efterfølgende apterings- og installationsfag på vandværket. Når én aktivitet rykker sig, forplanter det sig hurtigt videre i processen.
For mig er god planlægning derfor ikke bare at lægge en tidsplan, men at forstå sammenhængene mellem fagene og skabe et robust flow, hvor byggeriet kan bevæge sig frem uden unødige stop. Det er i de koblinger, at planlægning går fra at være koordinering til reel værdiskabelse.
