Nogle af de ting, vi ikke har kunnet gøre, får vi måske tilbage i 2021 – forhåbentlig kommer vi igen til at kramme og give hånd – men der er helt sikkert også ting, der har ændret sig permanent.
Mange af os har arbejdet hjemmefra, nogle med større glæde end andre. Nogle glæder sig til igen at møde op på kontoret hver dag, andre håber, at hjemmearbejdet bliver en naturlig del af deres fremtidige arbejdsliv.
Nogle ændringer bliver permanente
Når vi så vender blikket til kontoret, vil der også her være ændringer, som vi vil holde fast i.
Jeg tror, at der frem over skal være mulighed for at spritte af som supplement til almindelig håndvask og rengøring, måske vil transparente skillerum mellem skriveborde blive fast inventar. Og måske skal vi kigge på en række andre løsninger i fremtidens kontorindretning.
På kort sigt har corona medført en periode med lav aktivitet på kontorlejermarkedet. Pandemien fik i en periode virksomheder til at tøve med at indgå nye lejekontrakter, og selv virksomheder i vækst med behov for nye kontorer har været tøvende.
Vi er glade for, at vi i de sidste måneder af 2020 har oplevet en øget aktivitet i udlejningsafdelingen – det kunne se ud som, at vi er på vej mod et mere normalt aktivitetsniveau. Men et er aktivitetsniveauet. Noget andet er, hvad der efterspørges ’post-corona’.
Som udvikler af moderne kontorer har vi i NCC Property Development fulgt udviklingen tæt.
Vi har til endnu gode at opleve en lejer, hvor hjemmearbejdspladser direkte indgår i vurderingen af arealbehovet, men det vil formentlig komme. Måske skal der ikke være faste kontorpladser i samme antal som før, og måske skal kontoret kunne noget andet end tidligere.
Det ”Smittekædefri Kontor”
Vi har vænnet os til at holde afstand og spritte af. God plads, mulighed for fysisk afstand mellem kolleger og håndafspritning er væsentlig for at hindre smitte. Og indeklima er et tema, som har fået øget fokus i løbet af 2020.
Det er måske nu, vi skal introducere ”Det Smittekædefri Kontor”?
Vi skal samarbejde med eksperter om praktiske tiltag, så vi i det daglige kan undgå spredning af smitte. Automatiske døre, styring af solafskærmning, hæve/sænke funktion på skriveborde samt kaffe- og kopimaskiner, der ikke kræver fysisk berøring. Måske vil vi se mere forskning i materialer, der virker bakteriehæmmende?
Skal vi skiftes til at møde op på kontoret? Skal der være større afstand mellem skrivebordene? Og hvad med mødelokalerne? Skal der være mere plads for at rumme det samme antal mødedeltagere? Og bliver fremtidens kantine uden buffet og selvbetjening?
Vi har en masse idéer til, hvordan man indretter ”Det Smittekædefri Kontor”. Og vi glæder os til at drøfte dem med de kommende lejere i vores kontorprojekter.