Efter fire år som rådgivende ingeniør følte jeg, at tiden var moden til at opleve dynamikken ude i den virkelige verden, hvor projekterne bliver til. Det er nok ikke forkert at sige, at jeg manglede lidt spænding i hverdagen.
Jeg begyndte hos NCC i foråret 2019, og der har været fuld fart på siden. Ikke to dage er ens, og jeg er virkelig blevet kastet ud på dybt vand. Jeg er ikke startet som praktikant eller studiemedhjælper, men som produktionsleder. Der medfølger et stort ansvar, og flere af mine kollegaer i Civil har virkelig vist mig stor tillid og har altid stået klar med en hjælpende hånd. Det har der virkelig været brug for, for ansvaret er stort og alt er nyt.
Hård omskoling med hjælp fra gode kolleger
Jeg har lært mere i mine første snart to år hos NCC, end jeg gjorde i fire år som rådgiver. Jeg er sikker på, at det skyldes det ansvar, jeg er blevet tildelt. Ansvar forpligter, det motiverer og medvirker til at man altid stræber efter at yde sit bedste.
Byggebranchen – og det gælder både hos rådgivere og entreprenører – er kendetegnet ved at være ret kontant, og man skal nok få at vide, hvis man har lavet en fejl – til gengæld kan der godt være langt mellem ros og klap på skulderen. Det er noget, jeg håber, vi kan blive bedre til, for det er den slags opmuntring, der er med til at holde motivationen oppe. Heldigvis er det noget, vi har fokus på i Civil Engineering, og som vi sammen arbejder på at forbedre.
Jeg bliver udfordret dagligt, men det var særligt i begyndelsen, at de mange nye systemer, processer og tekniske problemstillinger var overvældende. Takket være flere gode chefer og kolleger, der lægger stor vægt på trivsel og udvikling, har jeg kunnet klaret mig igennem den til tider lidt hårde omskoling.
Tæt samarbejde mellem NCC’s forretningsområder
Til daglig sidder jeg på projektet ”Nyt Hospital Nordsjælland”, hvor jeg har ansvaret for den underentreprenør, som udfører stort set alt jord- og ledningsarbejde på projektet.
Det er et enormt stort projekt med mange forskellige fagentrepriser, og dermed mange entreprenører der skal arbejde side om side. Det forsøger vi at løse på det daglige morgenmøde, hvor dagens arbejder tegnes ind på en byggepladsplan, så potentielle problemer og sammenstød kan tages i opløbet.
På projektet er der et tæt samarbejde mellem Civil og Byggeri Øst, hvorfor vi også sidder på samme kontor. Samarbejdet optimeres især ved de gode sociale relationer der er blevet opbygget på kontoret.
Der har det første år været forskellige initiativer som for eksempel kontorgymnastik, løbeklub, bageklub og julebanko. De mange aktiviteter har givet gode oplevelser kollegaer imellem, hvor vi kan glemme den travle hverdag, mens vi hygger og griner lidt sammen. Jeg tror på, at når man er ”gode venner” og har en tæt relation, så løser man også nemmere problemer sammen.
Jeg har fået mulighed for at opbygge et bredt netværk i NCC, og jeg er sikker på, at de gode relationer på tværs af forretningsområderne vil komme os alle til gavn i fremtiden.