Da jeg blev projektleder på en ombygning af vores eget kontor, vidste jeg, at det ville blive en speciel opgave. Ikke fordi projektlederrollen i sig selv var skræmmende, men fordi arbejdet foregik lige for øjnene af mine kolleger – og min direktør. Det gav en ekstra dimension til ansvaret. Men efter noget tid vænnede jeg mig til det. For i sidste ende handler det om at have styr på sit projekt, og det har jeg.
Mine kolleger har været gode til både at støtte og drille – og den kombination har faktisk været en hjælp. De er glade for, at vi er i gang, og den positive stemning betyder meget. Samtidig har jeg også noget at bevise, ikke mindst fordi jeg er kvinde i en branche, der historisk har været domineret af mænd. Men jeg har gode rollemodeller at spejle mig i, og de viser, at det kan lade sig gøre. Hvis de kan, så kan jeg også.
Byggebranchen er aldrig kedelig
Siden jeg gik i 5. klasse, har jeg vidst, at jeg ville arbejde med byggeri. Først drømte jeg om at blive arkitekt, men da jeg fandt ud af, hvor digitalt faget var blevet, søgte jeg en mere praktisk vej. En nabo fortalte om bygningskonstruktøruddannelsen, og jeg tænkte: “Det er nok det tætteste, jeg kommer på arkitektur.”
Da jeg startede på studiet, føltes det rigtigt, men det var først i min praktik, at jeg for alvor mærkede, hvor jeg hørte til. På seks måneder lærte jeg mere end på tre år i skolen, og jeg vidste med det samme, at jeg skulle være en del af byggebranchen.
Mange spørger, hvorfor jeg ikke hellere vil arbejde på en tegnestue eller have et mindre hektisk job. Men for mig ville det være kedeligt. Jeg trives med, at der hele tiden sker noget nyt, og at der ikke er to dage, der er ens.
Vejen til produktionsledelse
Jeg søgte både nybyg og renovering, da jeg skulle i praktik, så det var tilfældigt, at jeg havnede i renovering, og det er jeg glad for, for jeg synes, det er mere spændende end nybyg. Renovering er uforudsigeligt. Man ved aldrig helt, hvad der venter, før man går i gang. Der dukker altid overraskelser op, og det kræver hurtig tilpasning. Det er præcis det, der tiltaler mig. Jeg elsker at finde løsninger – at tage noget gammelt og skabe noget nyt.
Mit mål er at blive produktionsleder, hvor jeg selv kan skabe tidsplanen og være med til at bestemme processen og rammerne for byggeriet. Produktionslederen er bindeleddet mellem entrepriselederne, mens projektlederen sørger for, at alt kører efter planen. Det kræver indsigt i alle faggrupper, og derfor er det vigtigt for mig at prøve kræfter med forskellige discipliner.
At få min første sag som projektleder var en stor milepæl, selvom det ikke er mit endelige mål. Det har givet mig en dybere forståelse for projektledelse og de valg, der træffes på det niveau. Den viden kan jeg tage med mig videre, når jeg en dag står som produktionsleder.
Stærke kolleger og et godt bagland
Noget af det bedste ved at arbejde i NCC er, at man aldrig står alene. Jeg har haft en mentor siden starten, og selvom jeg i dag er mere selvstændig, er det trygt at vide, at der altid er erfarne kolleger at sparre med.
Jeg blev tidligt en del af min nuværende sag, hvilket gav mig tid til at sætte mig ind i projektet. Det har været en stor fordel, fordi jeg selv har valgt fagentreprenørerne og ved, at vi kan arbejde godt sammen. Når man samarbejder med folk, der er løsningsorienterede, sparer man både tid og penge.
At få min egen sag som projektleder var en stor milepæl, og selvom det ikke er mit endelige mål, har det givet mig værdifuld indsigt. Jeg synes, det er spændende at se noget tage form og finde løsninger på de uforudsete problemer, der altid opstår. Det er dér, jeg trives bedst – og det er derfor, jeg er forelsket i byggeprocessen.
Martin Langkjær
24 marts, 2025 12:13Du og I gør det rigtig godt og vi glæder os til at se og arbejde i det færdige resultat
Prip
22 april, 2025 19:48Go’ vinkel du har med at få både formel og uformel sparring fra kollegaer der er i husets, mens du renoverer!
Det er cool arbejde at følge fra sidelinjen.