I NCC byder vi ind med tilbud på mange byggeprojekter hen over et år, og vi vinder heldigvis en del, men vi skal være ærlige og sige, at vi ikke vinder dem alle. Det kunne måske få nogen til at tro, at tilbudsarbejde er en hyldevare med copy-paste fra tidligere tilbud. Men intet kunne være mere forkert!
Det kræver både indsigt i kundens behov og grundigt forarbejde samt inddragelse af mange kolleger med vidt forskellige fagligheder at udarbejde et godt tilbud. Jeg arbejder i Renoverings tilbudsafdeling, hvor vi blandt andet arbejder meget med den almene boligmasse.
Der ligger et grundigt forarbejde allerede i en ansøgning til prækvalifikation, og når PQ’en er i hus, går tilbudsarbejdet i gang for alvor, og mange ville nok blive overrasket over, hvor grundigt, detaljeret og omfattende et arbejde det faktisk er.
Byggeprocessen begynder i tilbudsfasen
Når vi går i gang med en opgave, så forsøger vi først og fremmest at sætte os i bygherrens sted – hvad ønsker de sig? Der er selvfølgelig de helt oplagte ting som kvalitet, proces, logistik, tid og pris, men der er også mange ”bløde” parametre, som vi også arbejder med.
Vi læser udbudsmaterialet grundigt igennem. Vi sætter os ind i projektet, besøger området for at lære byggeriet og beboerne at kende. For at gå til opgaven på den rigtige måde og vinde projektet, er det afgørende, at vi også har sat os ind i beboernes behov.
Godt begyndt er halvt fuldendt
Ofte begynder tilbudsarbejdet med en dialog med bygherre. Der kan være opstartsworkshops med en ekstern facilitator, hvor tilbudsholdet arbejder sig et niveau dybere ind i opgaven. Her bliver parterne klogere på hinanden – og alle bliver klogere på projektet.
Tilbudsarbejde er en holdsport, og undervejs involverer vi alle de kompetencer og fagdiscipliner i NCC’s store bagland, der kan byde ind med særlig viden, der kan opkvalificere vores løsning af opgaven. Det gælder byggetekniske fagfolk, eksperter i bæredygtighed, VDC der kommer med digitale løsninger, ligesom vi får input fra arbejdsmiljø. For blot at nævne nogle få.
Målet er at levere et tilbud, der gør brug af alle NCC’s styrker og kompetencer – og som lever op til eller endda overgår kundens forventninger.
Tilbuddet viser bredden og dybden i vores kompetencer
Den dag vi afleverer tilbuddet til bygherren, har vi arbejdet os så grundigt ned i projektet og de mulige løsninger, at vi praktisk talt kunne sætte byggeriet i gang med det samme.
Vores tilbud rummer ikke kun en detaljereret løsning på byggeprojektet. Vi har også en plan for logistikken på byggepladsen, og vi har udarbejdet en tidsplan, så vi ved præcis, hvornår vi skal gøre hvad for at komme i hus med byggeriet til aftalt tid.
Bygherren får et tilbud i hænderne, der forhåbentlig beskriver deres ønskescenarie; sådan vil de gerne have deres projekt udført, til netop den tid, pris og kvalitet.
I Tilbudsafdelingen er vi lykkedes med vores arbejde, når kunden er tryg ved at takke ja til vores tilbud – og det er en god følelse, når vi kan se vores produktion sætte arbejdet i gang.