At finde sin plads – og en arbejdsplads, der giver plads

Jeg har aldrig haft den lige vej gennem livet. Der har været bump, blindgyder og omveje. Men jeg har også mødt mennesker, der så noget i mig – selv når jeg ikke selv kunne. Det her er ikke en fortælling om at kæmpe imod systemet. Det er en fortælling om, hvad der kan ske, når en arbejdsplads tør tage ansvar, skabe rum for forskelligheder og insistere på, at vi alle skal have mulighed for at lykkes.

Jeg var sent ude med at tale som barn. I dag ved jeg, at det var det første tegn på min autisme. Men dengang vidste ingen det. Jeg gik i specialklasse de første år, tog 3. klasse om og kom derefter i en almindelig folkeskoleklasse med talepædagog. I 4. klasse fik jeg konstateret ordblindhed. Resten af min skoletid var præget af udfordringer – både fagligt og socialt. Jeg brugte meget energi på at følge med og finde min plads i fællesskabet. Jeg blev god til at passe ind – i hvert fald på overfladen.

På trods af alt gennemførte jeg gymnasiet og uddannede mig til bygningskonstruktør fra KEA i 2019. Jeg har altid haft en vilje til at lykkes – og et ønske om at bidrage.

Min vej ind i NCC

Jeg startede som praktikant i NCC i 2017. Jeg husker stadig ordene til samtalen: “Du kan et eller andet, som er interessant. Vi er nødt til at prøve det af.”

De så noget i mig, som jeg dengang ikke helt selv forstod. Praktikken blev begyndelsen på et længere forløb i NCC, hvor jeg først blev studentermedhjælper. Siden har jeg haft en række forskellige roller, der har givet mig en bred indsigt – og som til sidst førte til en projektansættelse som projektassistent i produktionen på genopretningsprojekter i København.

Det var et job med mange facetter – og mange bolde i luften. Jeg håndterede tilladelser hos kommuner, arbejdede med IT-systemer, sikkerhed og kvalitet, stod for kemihåndtering, dokumentation og bidrog til tilbudsarbejde. Det var en blanding af praktiske, tekniske og administrative opgaver, som spændte bredt og krævede konstant omstilling.

Jeg gjorde mit bedste for at holde styr på det hele. Men sandheden var, at jeg havde det svært. Jeg kæmpede for at få hverdagen til at hænge sammen.

Samtalen, der blev et vendepunkt

I 2022 tog min leder, Kirsten, fat i mig. Hun havde fået kommentarer om, at jeg virkede udfordret – blandt andet på grund af min påklædning, som fortalte mere, end jeg selv gjorde. Hun inviterede mig til en samtale. Det blev en lang og sårbar snak, men også en tillidsfuld én, som lagde grunden for flere gode og ærlige samtaler.

Det var netop i forlængelse af den samtale, at Kirsten foreslog, jeg fik lavet en udredning via NCC’s sundhedsordning. Det krævede lidt tid at tage imod forslaget – men i dag er jeg hende dybt taknemmelig. For udredningen viste, at jeg har autisme.

At få den diagnose som 28-årig var som at få brikkerne til et puslespil, jeg har kæmpet med hele livet – og samtidig opdage, at motivet ser anderledes ud, end jeg troede.

HR blev hurtigt en vigtig del af processen og sikrede, at forløbet kom godt fra start. På bare tre måneder gennemgik jeg et udredningsforløb, som normalt kan tage op til to år. HR fulgte mig tæt og sørgede for, at jeg ikke stod alene i processen.

Jeg tror, mange ville føle sig utrygge i sådan en situation. For det er sårbart at vise, at man har det svært – især på arbejdet, hvor man helst vil fremstå stærk og kompetent. Men Kirsten insisterede på, at vi skulle finde ud af, hvad der lå bag, og hvordan NCC kunne støtte mig.

Efter diagnosen kom jeg i et psykologforløb, hvor jeg skulle lære at forstå og acceptere mig selv på ny. Det var hårdt, men også en stor lettelse. Jeg fik sat ord på noget, jeg altid havde følt – men aldrig kunne forklare.

En arbejdsplads, der valgte at sige B

Da jeg fik diagnosen, reagerede NCC ikke med tvivl – men med handling. Kirsten sagde: “Nu har vi sagt A, så skal vi også sige B. Vi skal kunne håndtere det her i NCC.”

Og sådan blev det. HR og Kirsten arbejdede tæt sammen om at finde de rigtige rammer for mig – både fagligt og menneskeligt. Det gjorde en verden til forskel.

Jeg kom tilbage på 30 timer om ugen. Og sammen med HR og ledelsen fandt vi frem til, at jeg skulle have en ny rolle – en, der passede bedre til mig og mine styrker.

I dag arbejder jeg som specialist i kemihåndtering. Jeg laver risikovurderinger og rådgiver projekter om farligt affald og kemiprodukter. Det er et område, hvor jeg kan bruge mit analytiske blik og sans for detaljer og datahåndtering – og hvor jeg selv kan styre min hverdag.

Jeg har fået en arbejdsdag, der passer bedre til mig. Jeg starter hjemmefra og møder ind på kontoret senere, når der er mere ro – det giver mig en god og balanceret start på dagen.

Efter min udredning havde jeg i en periode to chefer: én, jeg kunne sparre fagligt med, og én, jeg kunne tale trivsel med. Den kombination – sammen med HR’s støtte i baggrunden – har været afgørende for, at jeg i dag har en hverdag, hvor jeg trives og kan være mig selv.

Vi finder altid en vej. For eksempel finder vi løsninger, der sikrer, at jeg – på lige fod med alle andre – kan gennemføre kurser og efteruddannelse, blandt andet ved hjælp af nogle støtteværktøjer. Det gør en stor forskel og viser, hvordan vi sammen skaber løsninger, der fungerer.

Plads til forskelligheder

Jeg har lært, at det er OK at sige højt, når man har brug for hjælp. Det er ikke et svaghedstegn – det er en styrke. For når man tør være åben, kan arbejdspladsen skabe de rigtige rammer.

Vi er alle forskellige. Nogle trives bedst i forudsigelighed, andre i forandring. Det vigtigste er, at der er plads til begge dele. Når man finder den balance, bliver det en win-win – både for virksomheden og medarbejderen.

En opfordring

Jeg vil gerne opfordre andre – især dem, der som mig har autisme – til at turde være åbne om, hvordan de har det, og hvad de har brug for. Det gør en forskel, når man ikke længere skal bruge al sin energi på at passe ind.

Autisme er ikke en begrænsning i sig selv, men det kræver de rigtige rammer. Og de rammer kan kun skabes, hvis man taler åbent om, hvad der fungerer – og hvad der ikke gør.

Det kræver også noget af ledelsen. For det er ikke altid let at skabe plads til forskelligheder – det kan være både tidskrævende og ledelsesmæssigt tungt. Det kræver, at man tør tage de svære samtaler, lytte, justere og finde løsninger, der giver mening for begge parter.

NCC gjorde netop det. De tog ansvar og viste, at forskellighed ikke er et problem, der skal løses, men en ressource, der kan bruges aktivt. Det kræver mod og tålmodighed – men det giver også noget igen.

Jeg ved, at det ikke er en nem opgave. Men jeg ved også, at det betaler sig. I dag har jeg et arbejdsliv, hvor jeg kan bruge mine styrker og være mig selv. Og det gør en kæmpe forskel – både for mig og for den værdi, jeg skaber på arbejdet.

Indsend Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.


  • Lene

    17 november, 2025 09:22

    Wauv hvor er du sej at stå frem Jon – mega godt gået 🙂

  • Cecilia Lutsch

    19 november, 2025 12:15

    🫶

  • This website uses cookies

    Cookies ("cookies") consist of small text files. The text files contain data which is stored on your device. To be able to place some type of cookies we need your consent. We at NCC Sverige AB, corporate identity number 556613-4929 use these types of cookies. To read more about which cookies we use and storage duration, click here to get to our cookiepolicy.

    Manage your cookie-settings

    Nødvendige cookies

    Necessary cookies are cookies that need to be placed for fundamental functions on the website to work. Fundamental functions are for instance cookies that are needed for you to use menus and navigate the website.

    Funktionalitet cookies

    Functional cookies need to be placed for the website to perform in the way that you expect. For instance to remember which language you prefer, to know if you are logged in, to keep the website secure, remember login credentials or to enable sorting of products on the website in the way that you prefer.

    Statistical cookies

    To know how you interact with the website we place cookies to collect statistics. These cookies anonymize personal data.

    Personalization cookies

    In order to provide a better experiance we place cookies for your preferances

    Ad measurement cookies

    To be able to provide a better service and experience we place cookies to tailor marketing for you. Another purpose for this placement is to market products or services to you, give tailored offers or market and give recommendations on new concepts based on what you have bought from us previously.