De fleste af os bruger rigtig mange timer af døgnet på vores arbejde, ikke kun når vi faktisk er på arbejde, men også på vej til og fra arbejde og når vi har fri, tænker vi på vores arbejde. Den teknologiske udvikling har medført en fantastisk fleksibilitet, som giver os mulighed for, at vi kan være på arbejde 24/7. Det er en stressfaktor vi ikke før har set i den udstrækning, som vi ser det i dag, ligesom det i kombination med andre forhold kan være medvirkende til, at man bliver ramt af stress, og derfor er det noget, som vi både personligt og i vores rolle som arbejdsgiver skal være opmærksom på.
Den evige dårlige samvittighed
Som småbørnsforælder og chef i en stor virksomhed lider jeg af evig dårlig samvittighed, når jeg henter i børnehaven og undrer mig over, om resten af Danmark mon er på deltid. Jeg hører ikke til blandt dem, der taler for 8-16 arbejdstid og låser pc’en inde i et skab, når jeg går hjem. Jeg trives med den fleksibilitet der er i, at jeg selv kan vælge, hvornår og hvordan jeg får svaret på dagens massive mailmængde. Jeg vil hellere hente min datter kl. 16, have kvalitetstid med hende, og så svare på mails om aftenen, når hun sover.
Jeg har oplevet, at min måde at arbejde på uforvarende har lagt et pres på nogle medarbejdere, som var i tvivl om, hvorvidt de forventedes at arbejde på skæve tider, blot fordi det passede til mit liv.
Men folk er jo forskellige, og derfor er denne blog en opfordring til, at man som medarbejder tager bevidst stilling til hvordan, hvornår og hvor meget man arbejder. Der er mange, som ikke trives med de flydende grænser, som teknologien åbner mulighed for, og for hvem fleksibiliteten ender med at være en stressfaktor.
Det er en udbredt antagelse, at det er mængden af arbejdsopgaver, som forårsager stress. Min erfaring er dog, at det hverken er mængden eller typen af arbejdsopgaver der alene er skyld i stress. Derimod er det ofte en lang række forhold eller uklarheder, som skaber presset på den enkelte.
Hvordan taler vi om stress?
For et par år tilbage forsøgte vi i NCC at udbrede forståelsen for stress og ikke mindst at give vores medarbejdere et fælles sprog til at tale om stress. At sende et tydeligt signal om, at stress er noget, der kan ramme os alle. Bjarne Toftegaard, stresscoach og foredragsholder, forklarede det sådan her: ”Det er små dråber, som stille og roligt fylder bægeret, indtil den sidste dråbe får bægeret til at flyde over.” Forventningen om den helt store udløsende hændelse indfries sjældent. I stedet står leder og kolleger ofte tilbage og forstår ikke, hvad der gik galt, når en kollega har sygemeldt sig med stress.
I det lys er det vigtigt, at vi alle tager et fælles ansvar for at holde øje med hinanden og påpege, hvis en kollega begynder at udvise tegn på stress. Udfordringen er, at symptomerne ofte først er synlige for omverdenen relativt langt henne i et stressforløb, og at folk kan udvise meget forskellige symptomer på begyndende stress. Desuden sker det som regel så gradvist, at det kan være svært at opfatte ændringerne i en i øvrigt hektisk hverdag. Der er også vigtigt, at vi selv i højere grad lytter efter kroppens signaler.
Det er også en god idé, at der bliver talt om arbejdsbyrden og forventninger og stress i afdelingen, fordi stress ofte viser sig ikke at begrænse sig til en enkelt medarbejder i en afdeling.
Vi skal passe på os selv – og hinanden
Som virksomhed skal vi naturligvis først og fremmest skabe rammerne for en arbejdsplads, hvor medarbejderne trives og hvor der er sammenhæng mellem opgaver, kompetencer og ressourcer. Når det er sagt, vil jeg afslutte med at opfordre til at vi alle udviser endnu mere interesse for vores kolleger. Det bedste vi kan gøre, er at være opmærksomme og spørge vores kolleger, hvordan de har det. Spørg og lyt – det kan være, at du kan gøre en forskel og bidrage til at skabe mere trivsel på din arbejdsplads.
Louise Sjøntoft / HR Udviklingsdirektør NCC
