Digitalisering, teknologi og adfærd var et selvstændigt og markant tema på Vinterakademi 2017 i Dome of Visions. NCC har bygget domen og er medarrangør af Vinterakademiet, så det giver særdeles god mening at sætte netop digitalisering på dagsordenen, når nu akademiet foregår i domen. Her sørger en lang, lang række intelligente målinger af indeklimaet nemlig for, at intet er overladt til tilfældigheder. Redskaberne: 40 sensorer, de fleste med en diamater på knap tre centimeter, placeret rundt omkring i bygningen indsamler data om det meste.
Kvalificeret grundlag
-Der sidder fx en sensor ved hvert skrivebord. Den måler temperatur, luftfugtighed og lux niveau på skrivebordet og det allermest simple: sidder der nogen ved skrivebordet? Vi tæller også antallet af personer, der går ind og ud af domen, og det sammenholder vi med målinger af CO2-indholdet, så vi er stand til at vurdere indeklimaet på et kvalificeret grundlag, siger sektionschef i Teknisk Rådgivning hos NCC, Søren Søgård.
Søren Søgård, Sektionschef i Teknisk Rådgivning hos NCC (Foto: Luna Signe Hørdum Nielsen).
Vi ønsker at vide så meget som muligt om, hvordan bygninger opfører sig, og hvordan de virker, når de bliver brugt og befolket med levende mennesker. Hvordan kan man styre bygningerne i fremtiden? Som entreprenørvirksomhed bruger vi målingerne her i domen og dem, vi foretager i vores hovedsæde i Gladsaxe Company House, til fx at gøre indeklimaet i kommende byggerier endnu bedre. Digitalt udstyr gør det jo også muligt for den enkelte bruger af bygningen selv at styre en lang række forhold, der har betydning for indeklima, energiforbrug, luftfugtighed, lys og varme, siger Søren Søgaard og fremhæver, at netop grundige registreringer også kan bruges, når ældre bygninger renoveres.
–Ved hjælp af det digitale udstyr kan vi følge med i, hvad der sker som følge af fx en energirenovering – før, under og efter. Derfor er vi i stand til at energirenovere, så man nøjagtigt opnår det, der var planlagt, siger han.
(Foto: Luna Signe Hørdum Nielsen).
Siden årsskiftet
–Vi har indsamlet data i Dome of Visions siden årsskiftet, og lige nu er vi i gang med at bearbejde de første data. Selve datagrundlaget er endnu for spinkelt til at vurdere det helt store, men allerede nu kan jeg da sige, at vi oplever et og andet, der kommer bag på os. Senere på året bliver vi endnu klogere, og så må til den tid tage stilling til, om noget skal ændres i Dome of Visions, forklarer Søren Søgård.
NCCs forventninger
NCC forventer, at effektive digitale løsninger bliver et konkurrenceparameter blandt entreprenørvirksomhederne.
–Meget af det, der bygges i dag, er baseret på historik og på, hvordan man rent ingeniørmæssigt mener, tingene fungerer. Med digitaliseringen prøver vi så at gå skridtet videre. I dag er vi gode til at beregne og simulere, men ved hjælp af de digitale værktøjer kan vi nu eftervise og dokumentere, om de valgte løsninger virker efter hensigten. Og når vi så også kan registrere brugernes adfærd inde i bygningerne, så kommer vi også tættere på at kunne sige meget præcist, hvordan folk ønsker at bruge bygningerne. Den praksis forventer vi os meget af i NCC, pointerer Søren Søgård.
Følg selv med
Informationerne fra sensorerne – også om vand- og strømforbrug – samles populært sagt på en platform i skyen, og via et dashboard, som bliver fodret med dele af de indsamlede data, kan den interesserede dome-gæst følge med i, hvad der foregår.