I NCC har vi længe haft en ambition om, at høj faglighed og forståelse for byggeprocessen sammen med digitale værktøjer og data skal danne grundlag for virksomhedens projekter gennem alle byggeriets faser.
Samtidig har vi et erklæret mål om, at digitalisering, VDC, teknologi eller hvad man nu vælger at kalde det, ikke er noget, der skal bo i en VDC-afdeling. For at få det fulde udbytte af den teknologiske udvikling skal den viden spredes og deles, så den kommer i spil ude på vores projekter.
En ny digital forståelse
Vi skal turde udfordre normalen. Hvis vi for alvor vil flytte os, skal vi ikke prøve at få teknologien til optimere vores nuværende arbejdsmetoder. Vi skal i stedet lade teknologien skabe rammerne for en ny måde at arbejde og samarbejde på.
Jeg synes, at vi langt hen ad vejen er lykkedes med at digitalisere vores processer og arbejdsmetoder. Men der hvor vi virkelig rykker, er når vi begynder at nytænke vores byggeproces, så vi for alvor kan gøre brug af de muligheder, som teknologien bringer.
I NCC er vi gennem de seneste år nået langt med at udbrede den digitale forståelse i vores organisation, og vi er i gang med nogle spændende tiltag, der vil skubbe på den teknologiske udvikling og bidrage til at skabe endnu bedre projekter og byggerier.
Teknologien lever på projekterne
Vi har allerede byggesager, hvor det er de teknologiske muligheder, der sætter rammerne for processen og ikke omvendt. Og vi har rigtig mange fagligt dygtige kollegaer, som er med til at skubbe til den digitale udvikling og implementering.
Blandt andet kan nævnes renoveringen af Nordeas gamle hovedkontor på Christianshavn, hvor tegninger er skiftet ud med 3D-modeller, beskrivelser skiftet ud med data, og hvor projekteringsledelsen er kørt temabaseret, så den favner det digitale projekt.
Et andet eksempel er byggeriet af DFDS’ nye hovedkontor på Marmormolen, hvor byggepladsen er ændret til en montageplads, og hvor installationsføringer og råhus bliver monteret samtidig som præfabrikerede elementer.
I Danmarks bedste P-hus koncept er parametri og data koblet sammen med høj byggeteknisk faglighed, så det sikrer et funktionelt og stilfuldt parkeringshus i høj kvalitet til den rigtige pris.
Eksemplerne står nærmest i kø.
Teknologi skal kobles til faglighed i byggeriet
Digitale værktøjer alene skaber ikke nogen værdi for vores branche, hvis den ikke kobles med byggemæssig faglighed. Vi skal integrere vores kompetencer inden for byggeri og anlæg med teknologisk forståelse, og det er noget, vi har arbejdet med gennem lang tid.
Vi skal løbende uddanne og engagere vores fagligt stærke kolleger i projektering og på byggepladserne, så de kan benytte de værktøjer der stilles til rådighed, og samtidig være med til at videreudvikle og optimere vores arbejdsmetoder.
Vi skal også sikre, at udveksling af viden går begge veje, så de teknisk dygtige kollegaer ikke ender som snævre specialister, men at de får den byggefaglige viden fra organisationen, der skal til for at kunne forstå og formidle resultatet af deres arbejde til resten af organisationen.
En dårlig tidsplan bliver ikke bedre af at blive digitaliseret, men en god planlægger vil kunne skabe et endnu bedre overblik for et projekt med de rigtige digitale værktøjer.