Her opstår råstofparadokset. For mens behovet for råstoffer eksploderer, halter den politiske vilje til at sikre en stabil og langsigtet forsyning af dem. Det er et fundamentalt problem, vi som samfund er nødt til at tage alvorligt, hvis vi vil gennemføre de grønne ambitioner.
Råstoffer er fundamentet under den grønne omstilling
Der skal bruges enorme mængder sand, grus og sten til stort set alle grønne anlægsprojekter. Hver kilometer fjernvarmeledning kræver i gennemsnit 5.000 tons grus. Med op mod 3.000 kilometer planlagt i de kommende år, taler vi om millioner af tons. Det samme gælder fundamenter til vindmøller, udbygning af infrastruktur og energirenovering af vores bygninger.
Problemet er bare, at det danske råstofsystem ikke er gearet til den opgave. Tilladelser til råstofindvinding gives i alt for korte perioder og med så stor bureaukratisk usikkerhed, at det bremser planlægning, investering og produktion. Det gør det næsten umuligt at drive en professionel råstofvirksomhed med forsyningssikkerhed som højeste mål.
Gravetilladelser skal følge virkeligheden – ikke forvaltningsrytmer
I dag risikerer vi, at sagsbehandlingstiden for at få forlænget en tilladelse er længere end selve tilladelsen. Det er absurd og ineffektivt – og det skaber flaskehalse i et system, som i forvejen er under pres. Når en gravetilladelse udløber, og vi søger om forlængelse, bliver arbejdet sat på pause på grund af den såkaldt opsættende virkning. Det betyder i praksis stop for produktion – selvom der stadig ligger råstoffer i jorden, og selvom behovet for dem er dokumenteret.
Den opsættende virkning bør fjernes. Det bør være muligt at fortsætte produktionen, mens myndighederne behandler en forlængelse – naturligvis med sikkerhed for miljøet og naboerne. Ellers kan vi ikke garantere de leverancer, som bygherrer, kommuner og staten forventer, når der planlægges for store projekter.
Det politiske råstofparadoks
Råstofbranchen står i dag midt i et reelt paradoks. På den ene side efterlyser politikerne en hurtig og omfattende grøn omstilling: Fjernvarme til hele landet, udbygning af motorveje og jernbaner, CO₂-lagring, nye boligområder og grøn energi i stor skala. På den anden side har vi ikke en opdateret, langsigtet national råstofplan, der sikrer adgang til de nødvendige materialer, som skal bruges for at realisere de mange ambitioner.
Uden adgang til råstoffer lokalt herhjemme, tvinges vi til at importere dem fra udlandet. Det betyder ikke kun højere priser og større usikkerhed – det undergraver også selve formålet med den grønne omstilling. Transport over lange afstande medfører markant højere CO₂-udledning, og vi risikerer, at grønne projekter bliver dyrere, forsinkede eller helt urealistiske.
Og det bliver kun værre. En ny rapport fra NCC, udarbejdet af Rambøll, dokumenterer, at de store samfundsmæssige udviklingsprojekter, som de nordiske lande står overfor, vil øge efterspørgslen efter råstoffer markant frem mod 2050 i alle nordiske lande. Vi kan derfor ikke længere regne med, at vi i Danmark bare kan hente materialer fra nabolandene. For de står med præcis samme udfordring.
Hvorfor planlægger vi projekter, vi ikke vil skaffe råstoffer til?
Vi er nødt til at stille os selv det grundlæggende spørgsmål: Hvorfor sætter vi gang i milliardprojekter for klimaet, hvis vi ikke samtidig vil tage det nødvendige skridt og sikre adgang til de råstoffer, projekterne bygger på?
Det er ikke nok at pege på genbrug og cirkulær økonomi – selvom det er en vigtig brik. Genanvendelse kan og skal spille en større rolle, men det dækker langt fra hele behovet. Mange projekter kræver jomfruelige råstoffer, og der er stadig masser af dem i den danske undergrund. Udfordringen er, at vi ikke får lov til at hente dem op.
Løsningen ligger lige under overfladen. Danmark har råstofferne, teknologien og virksomhederne – det, vi mangler, er viljen til at koble visioner med virkelighed. Hvis vi handler nu, kan vi sikre både forsyning, grøn fremdrift og tillid til, at omstillingen rent faktisk kan realiseres.