Det stigende antal ulykker ved vejarbejder tyder desværre på, at for mange bilister fortsat er uopmærksomme, når de kører forbi vejarbejder. Derfor gentager Vejdirektoratet nu kampagnen ”Stil Skarpt”, som opfordrer bilisterne til at skrue op for opmærksomheden.
Hold fokus på vejen
Sæsonen for vejarbejde er i fuld gang. I NCC har vi derfor rigtigt mange medarbejdere på vejene, som hver dag knokler med at udlægge asfalt og skabe en bedre infrastruktur til os alle sammen.
Desværre kan stort set alle vores medarbejdere på vejene nikke genkendende til den kedelige tendens, der hersker i vores trafikkultur. Skilte, afspærring og medarbejdere i neongult arbejdstøj bliver nemlig overset af travle, uopmærksomme bilister. Et splitsekund, hvor fokus slipper vejen, er alt, der skal til, før det ender galt. Og galt går det alt for mange gange, når bilister skal passere vejarbejder i Danmark.
I NCC har vi et mål om nul ulykker. Alle skal komme sikkert hjem til deres familier – hver dag. Derfor bakker vi 100 procent op om kampagnen i håb om, at endnu flere bilister vil fokusere på at køre bil, når de kører bil og lette foden på speederen, når kører forbi et vejarbejde.
Sæt farten ned
Undersøgelser viser også, at for høj hastighed og uopmærksomhed er blandt de hyppigste årsager til ulykker ved vejarbejder. Uanset om man kender et vejarbejde godt og kører forbi det hver dag, eller om man kører forbi det for første gang, skal man altid overholde fartgrænserne. Et vejarbejdsområde ændrer sig fra dag til dag, og man kan derfor ikke gå ud fra, at man kender det.
Vi bliver ofte spurgt om, hvorfor der er nedsat hastighed, når vejarbejderne er gået hjem. Fartbegrænsningen er der ikke kun på grund af vejarbejderne. Kørebanen kan være indsnævret, der kan være uforudsigelige vognbaneskift, eller der kan stå maskiner eller andre ting i nærheden af vejsiden, som forringer udsynet. Alt dette øger risikoen for ulykker ved for høj fart. Der skal bare være én bilist, der kører for hurtigt. Så følger de andre trop.
Vær tålmodig
Det kan føles som en evighed, når man skal igennem et vejarbejde. Men sagen er den, at et vejarbejde oftest er så godt planlagt, at det koster os ganske få minutter at passere. Ifølge Vejdirektoratet tager det seks minutter at køre gennem et vejarbejde på 11 kilometer, hvis man kører 110 km/t. Sætter man farten ned til 80 km/t, tager det otte minutter. Tankevækkende… Er det så virkelig to minutter værd at køre for stærkt?
For os er budskabet klart. Pas godt på vores medarbejdere. Vejen er en farlig arbejdsplads!
Læs mere om Vejdirektoratets kampagne ”Stil skarpt”: https://www.vejdirektoratet.dk/node/9629
Og se filmen på Youtube: https://www.youtube.com/watch?v=5KdCj4i142s