Digital DGNB-certificering er seneste skridt på rejsen

Som det første byggeprojekt i Danmark vil DGNB-certificeringen af det renoverede og ombyggede hotel på Strandgade 7 blive gennemført digitalt

Helt tilbage i 2018, da projekteringen af renoveringsprojektet på Strandgade 7 begyndte, indførte projektledelsen en digital strategi ”60 seconds”, som kort fortalt, gik ud på at alle projektinformationer skulle kunne findes frem digitalt i løbet af 60 sekunder.

Det betød blandt andet, at tusindvis af tegninger og lange arbejdsbeskrivelser i høj grad skulle erstattes af en 3D-model (BIM), der var beriget med al den nødvendige information. Det var et meget højt ambitionsniveau og nyt for de fleste fagdiscipliner – også for os der arbejder med DGNB-certificering og bæredygtighed.

En tung dokumentationsproces

En tilendebragt DGNB-certificering består af tusindvis af dokumenter, som på forskellige parametre dokumenterer bæredygtighedstiltagene i projektet.

Når der som led i den digitale strategi ikke længere bliver lavet tegningsmateriale og arbejdsbeskrivelser, og da man ikke bare kan aflevere en 3D-model som dokumentation til DGNB, er det faktisk noget af en udfordring at dokumentere bæredygtighedstiltag.

Hvordan kan man gøre DGNB digitalt?

Derfor skulle vi tænke kreativt, og som leder DGNB-certificeringen af Strandgade 7 synes jeg, at det var super cool af projektledelsen at sætte ambitionsniveauet for digitalisering så højt.

Derfor var jeg også fast besluttet på, at processen omkring DGNB ikke skulle være en hæmsko for den ambition, og jeg gav mig til at undersøge om det var muligt at bruge 3D-modellen i vores dokumentation.”

Digitalisering kræver det rigtige værktøj

I NCC bruger vi et værktøj der hedder Dalux Field, på vores byggepladser. Her kan vi blandt andet håndtere opgaver, registreringer, beslutninger og meget mere, og det kan alt sammen linkes til en lokation i en 3D-model af projektet.

Derudover har vi også alle projektdokumenter i samme system. Jeg tænkte derfor at det måtte være muligt på en eller anden måde at styre DGNB-certificeringen gennem det værktøj.

Løsningen blev at oprette en DGNB-liste, hvor hvert enkelt kriterie har sin egen tjekliste, og hvor man kan uploade dokumentation direkte fra Dalux Box og linke direkte ind i 3D-modellen.

På den måde har jeg fået mulighed for at benytte 3D-modellen som dokumentation, sammen med øvrige dokumenter, beskrivelser og billeder, der sammen dokumenterer hvert af de enkelte DGNB-kriterier.

Danish Green Building Council har været involveret fra begyndelsen for at sikre, at den digitale dokumentationsplatform kunne anvendes.

Masser af fordele i digitalisering

Ved at gøre processen og dokumentationen digital bliver administrationen af DGNB-certificeringen væsentligt reduceret.

Det har betydet, at jeg helt kan undvære en DGNB-auditorrapport, der ellers kan blive en rapport på flere 100 sider, som skal holdes vedlige i løbet af projektet. I stedet har jeg nu et nemt overblik over alle kriterierne, hvor jeg kan kategorisere kriterierne efter om de er færdigdokumenteret eller ej. Det giver et langt bedre overblik over, hvor langt jeg er nået i processen, og hvad jeg mangler.

Det er muligt søge på metadata i den uploadede dokumentation, hvilket gør det nemt at rette og opdatere dokumentation til den nyeste version.

Jeg kan også tildele opgaver til fagentreprenører fra tjeklisterne og på den måde få dokumentationen direkte ind i min tjekliste, uden at jeg skal arkivere det lokalt og derefter uploade på ny.

Der er bare rigtig mange fordele. Den største fordel er måske, at vi bruger et værktøj, der i forvejen er velkendt i min organisation, fordi det anvendes af vores byggepladsfolk, fagentreprenører og håndværkere. Med det også virkelig godt, at alle ting er samlet ét sted.

Næste digitale proces på vej

Bygningen på Strandgade 7 er netop nu ved at gennemgå den endelig certificeringsproces. Projektet var først præcertificeret til DGNB Sølv, hvor præcertificeringen blev gennemført digitalt.

Undervejs i renoveringsprocessen er certificeringen af Strandgade 7 blevet løftet til DGNB Guld, og det står til at blive Danmarks første renoveringsprojekt, der certificeres til DGNB guld. Den endelige certificering og ’conformity’ check bliver også håndteret og styret digitalt.

Det bliver ikke sidste projekt vi i NCC certificerer digitalt. Vi har allerede nu tilmeldt Kontorværket Genmab Domicil i Valby til præcertificering, hvor vi bruger samme styringsværktøj til certificeringsprocessen.

Den digitale udvikling fortsætter

Vi udvider løbende vores digitale arbejdsmetoder, så vi bliver endnu bedre til at styre DGNB-certificeringen, og lige nu arbejder vi blandt andet på at integrere vores bæredygtighedsplan med tilknyttede opgaver i det digitale værktøj.

Hvad er DGNB-certificering?

Certificeringsordningen har til formål at skabe et fælles afsæt for måling og vurdering af bæredygtigt byggeri, og tildeles i Danmark af non-profit organisationen Green Building Council Denmark.

DGNB certificeringen er bygget op om Brundtland-rapportens holistiske definition på bæredygtighed, og vurderer dermed bygninger og byområders bæredygtighed ud fra et såvel socialt som økonomisk og miljømæssigt perspektiv. Desuden er vurderingen suppleret med teknologi, proces og placering. Det betyder, at det ikke blot er fx energiforbruget og materialerne, der analyseres, men også indeklimakomfort, kunst og bygningens rumlige fleksibilitet.

DGNB vægter miljøet, økonomi og det sociale ligeligt i sin analyse (hver med 22,5 pct.). Hertil kommer også en analyse af procesmæssig kvalitet og teknisk kvalitet. Det gør bæredygtighedsdagsordenen bredere end blot at handle om miljø og energi.

Indsend Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.