På vej til NCC’s årlige VDC dag, den 5. oktober, hvor vi vil blive præsenteret for den nyeste teknologi inden for design og produktion, tænker jeg på, hvor langt vi allerede er kommet.
Fremtiden er digital
Det er min opfattelse, at den gængse arbejdsform i hele værdikæden bør være og vil blive digital. Det gælder, mens byggeriet bliver til – fra design, projektering, planlægning og produktion – og det gælder, når byggeriet står færdigt og tages i brug. Vi skal simpelthen gøre tingene meget smartere.
NCC er med helt fremme, når det handler om digitalisering og brug af ny teknologi som VDC (Virtual Design and Construction) og Virtual Reality, der sætter os i stand til at inddrage vores kunder i byggeprocessen helt fra begyndelsen, men potentialet er stadig stort i forhold til at automatisere design, og vi ser frem til at bringe de nye muligheder i spil til glæde for vores kunder.
Når vi udnytter teknologien og lader maskiner med stor regnekraft arbejde med alle de data, vi har, så får vi på kort tid en lang række forslag til, hvordan et byggeri kan disponeres. På kort tid kan man stå med omkring 200 forslag til, hvordan et byggeri kan optimeres i forhold til budget, funktion og udførelse. De forslag skal mennesker med viden om emnet naturligvis tage endeligt stilling til, men det giver en enorm variation i de forslag, vi kan give videre til kunden, som det ville have taget arkitekten og ingeniøren mange dage at komme op med.
Teknologi frigiver ressourcer til kreativitet
Mange mennesker forbinder teknologien med en mangel på kreativitet og menneskelighed. Men det er langt fra tilfældet.
Automatiseret design kan jo godt lyde industrielt og firkantet, men det betyder bare, at vi hurtigt kan analysere mange løsninger og give vores kunder mange bud på, hvor deres udfordring kan løses. Det handler om kort sagt om, at vi skal udnytte det digitale potentiale og skabe mere værdi for kunderne og i sidste ende for brugerne og samfundet.
Inden for byggeriet i dag skal vi gennem et stort maskineri for at få overblik over de samlede omkostninger og for at optimere design i forhold til funktionelle krav og budget. Med automatiseret design vil vi langt hurtigere kunne levere nogle langt mere præcise bud, og det giver netop mulighed for at frigive ressourcer til kreativitet.
Vi skal være mere modige
Automatiseret design er langt mere end optimering af plads. Målet kan også være at finde det optimale rudeareal i forhold til et givet rums størrelse og placering i bygningen, eller det kan handle om at opnå nogle bestemte mål i forhold til indeklima. Automatiseret design sætter os i stand til at analysere os frem til langt flere løsninger, som kan regnes op mod kundens budget, så vi kan give langt mere præcise svar på, hvad han kan få for et givet beløb og inden for en given tidsramme.
De virksomheder, som digitaliserer, vil bevæge sig fremad, og de virksomheder, der ikke gør, de vil forsvinde. Så på den måde er der efter min mening ikke nogen vej uden om digitalisering og automatiseret design. I NCC har vi fokus på det, og jeg er helt overbevist om, at det er noget, der kommer til at ændre branchen i nær fremtid.
Men det er min overbevisning, at det ikke vil ske på bekostning af kreativiteten. Vi skal derimod have endnu mere fokus på kreativitet. Automatiseringen vil give os mulighed for at afprøve flere muligheder, være mere modige, og i sidste ende skabe merværdi for vores kunder.
Thomas Hejnfelt Områdechef, Produktion/VDC