Når vi taler om arbejdsmiljø og sikkerhed, forbinder mange det med deciderede ulykker. Men emnet dækker over meget andet. Et godt arbejdsmiljø handler også om, hvordan vi passer på vores kroppe, så vi undgår fysisk nedslidning.
Ifølge Arbejdstilsynet var den anden hyppigste arbejdsskade fra 2015-2020 fysisk overbelastning af kroppen. Et billede, jeg kan nikke genkendende til. Med en baggrund som fysioterapeut ved jeg nemlig, hvor vigtigt det er at undgå at løfte forkert og udsætte kroppen for ensidigt gentagede arbejdsbevægelser. Når man laver den samme bevægelse gentagende gange på en arbejdsdag, slider det enormt på kroppens muskler, knogler og led, og det kan føre til langvarige smerter, vi helst vil være foruden.
Samme bevægelse slider på muskler og led
Hvis man udelukkende bruger sine muskler og led på samme måde igennem en lang arbejdsdag, kan det ofte mærkes i kroppen bagefter. En arbejdsstilling, der ofte skaber problemer, er, når man arbejder med ryggen foroverbøjet. Idet man bøjer rygsøjlen, kommer der et skævt tryk på ryggen, og hvis man samtidig løfter noget tungt, skaber det en kæmpe belastning af ryggen, der kan forårsage skader og smerter.
Dette ses eksempelvis, når man rager asfalt eller udfører gravearbejde. I situationer som denne er det utrolig vigtigt at lytte til sin krops signaler. Ellers risikerer man, at situationen forværres og skaber belastningsskader.
Tænk fremad – også i situationer der belaster vores kroppe
Efter snart seks år som arbejdsmiljøchef i bygge- og anlægsbranchen har jeg erfaret, at der er ting, vi kan blive bedre til. I NCC lægger vi særlig vægt på at sige fra, tænke fremad og tage vare på hinanden. Og det her er altså ét af de områder, hvor vi skal blive bedre til at passe på hinanden ved at tænke fremad – også i de situationer, der belaster vores kroppe.
En af måderne, vi kan komme problemet til livs på, er at sørge for at bruge tekniske hjælpemidler, planlægge arbejdet så det kan udføres så smart som muligt og benytte jobrotation. Så er jeg sikker på, at vi kan minimere antallet af arbejdsskader.
Den bedste stilling er den næste stilling
Det er dog ikke kun på byggepladsen, fabrikken, værkstedet eller på vejen, at det er vigtigt at variere sin arbejdsstilling. Også på kontoret kan du som medarbejder blive bedre til at variere din arbejdsstilling, hvis du eksempelvis en gang imellem hæver skrivebordet, så du kan stå op og arbejde, eller omvendt sætter dig på en yogabold, eller måske går en tur med din kollega frem for at sætte jer ind i et mødelokale.
En gammel og sand sætning inden for fysioterapien er: ”Den næste stilling, er den bedste stilling.”
Med det sagt, handler det ganske enkelt om ofte at ændre stilling, så kroppen ikke bliver belastet på samme måde over lang tid. Den skal holde mange år endnu.
Sri Sai Das
2 oktober, 2021 18:12Helt enig. 👌🇩🇰👌
Man skal forebygge ulykker. Saglig forklaringer og god kommunikation er meget vigtig.
Man kan undgå ulykker ved at være opmærksom på hvad man laver og hvordan, så man undgår unødig skæve belastninger af alle dele af kroppen – hvad enten man er håndværker eller kontormedarbejder.