For mig er 8. marts altid en god anledning til at reflektere over status på køn og ligestilling i vores branche. Det er ingen hemmelighed, at bygge- og anlægsbranchen er – og altid har været – overrepræsenteret af mænd. Det har været helt naturligt, da langt størstedelen af det rekrutteringsgrundlag vi har, er mænd.
Det er det, fordi det er mænd, som vælger de uddannelser og professioner, vi som arbejdstager har brug for. Hvis vi kigger på betonarbejde, asfaltudlægning og så videre, så er der ikke mange kvinder at vælge imellem. Andre fag har, som elektrikere og tømrere, formået at tiltrække langt flere kvinder, men vi er stadig langt fra en lige køns fordeling.
Vi vil alle gerne være en del af holdet
Som virksomhed er det en interessant og udfordrende problemstilling. Jeg er ikke nødvendigvis fortaler for, at der behøver at være en 50/50 fordeling mellem kønnene, men det er åbenlyst, at så længe det er en sjældenhed at være kvinde på en given uddannelse og efterfølgende på en arbejdsplads, så vil det være afskrækkende for mange.
Det vil også have en naturlig betydning for den kultur og jargon, der er på arbejdspladsen, hvis den udgøres af en (for) homogen gruppe. Det gælder for så vidt uanset om vi taler køn, alder eller social kontekst. Det bliver hurtigt et system, der lukker sig om sig selv og kan have svært ved at inkludere og rumme enkeltindivider, som falder udenfor. De fleste af os vil gerne passe ind og være en del af holdet.
Branchens image trænger til at blive støvet af
Jeg er derfor optaget af, hvad der skal til for at gøre min branche og vores fag mere interessante for kvinder. Der er ingen tvivl om, at vi som branche er udfordret af en masse fordomme. Side 9-piger, hård omgangstone, gammeldags, konservativ, hårdt fysisk arbejde, mandsdomineret og mandschauvinistisk er blandt de fordomme jeg oftest møder.
Det kommer selvfølgelig ikke ud af ingenting, men også i vores branche har der været en udvikling over tid. Det er åbenlyst, at vi også som branche skal fortsætte den udvikling og hjælpe os selv med at få støvet vores brancheimage af.
Jeg ser en stigende grad mennesker og virksomheder i branchen, som har taget udfordringen op og arbejder aktivt med det, også på brancheniveau. Af gode eksempler gennem de seneste år kan nævnes Byggeriets Diversitetsdag, Foreningen for Byggeriets Samfundsansvar og Boss ladies, som på hver deres måde italesætter relevansen af kvinder i byggeriet, viser de gode eksempler og er med til at nedbryde barrierer og udfordre status quo.
Vi skal have pigerne til at vælge branchen til
Branchen skal blive ved med at udfordre sig selv og være med til at flytte grænserne, dele historierne om alle de fantastiske rollemodeller og de stærke initiativer skal selvfølgelig fortsætte. Men derudover er der en stor opgave tilbage. Den handler om at nedbryde den fortælling, som starter meget tidligt – vi er helt banalt tilbage i de massive begrænsninger der følger af ’pigefag’ og ’drengefag’. Hvis ikke vi formår at ændre i den helt oprindelige fortælling til børnene, så bliver det unødigt langtrukkent og tungt at fremme ligestilling i branchen.
Realiteten er, at branchen og fagene meget tidligt er sorteret fra, og for mange pigers vedkommende aldrig har været en mulighed, selv ikke i periferien. Hvis vi kan ændre den bias, vi som piger tilegner os meget tidligt, kan det for alvor gøre en forskel.
Diversitet handler om mere end køn
For mig eget vedkommende endte jeg i branchen ved et tilfælde. Jeg har ikke uddannet mig til branchen og endte her ved en tilfældighed. Jeg er blevet hængende lige siden – og det har været et aktivt tilvalg. For byggebranchen kan virkelig noget – jeg bliver pavestolt, når vi fejrer nye ordrer eller når mine dybt kompetente kolleger præsenterer vildt imponerende planer for et kommende projekt.
Jeg får et sug i maven og kan blive helt overvældet, når jeg er på byggepladsbesøg. Det er jo helt vildt, hvad alle de her skønne, dygtige mennesker i branchen skaber sammen. For mig er det dybt motiverende, at jeg på en eller anden led med mit bidrag oplever at have en aktie i de fantastiske projekter, der bliver skabt.
Endelig synes jeg det er vigtigt, at vi, selv i anledning af kvindernes kampdag, husker på, at diversitet rækker langt ud over køn. I min branche er det oplagt at kigge på kønnene, fordi skævvridningen er så stor, men vi må ikke glemme, at vi også skal have øje for diversitet i en bredere målestok.
