Jeg har brugt stort set hele mit arbejdsliv i bygge- og anlægsbranchen, som fortsat er overrepræsenteret af mænd. Vi rekrutterer fra et grundlag, som primært udgøres af mænd – ikke mindst fordi størstedelen af vores fagligheder overvejende uddanner mænd.
Som kvinde født i 1981 er jeg vokset op i en tid, hvor generationerne før mig banede vejen på rigtig mange områder. Jeg er ikke blind for, at der naturligvis fortsat er strukturelle begrænsninger og kønnede udfordringer – det er jeg da også blevet bekræftet i mange gange undervejs i min karriere, for det gælder både mænd og kvinder.
Begge køn skal udfordre normer
Mange af de strukturelle udfordringer er på papiret ophævet, men praksis er ikke nødvendigvis fulgt med. Jeg kunne selv konstatere, at da vi forbedrede vores forældreorlovspolitik for mange år siden og gav mændene mulighed for at få løn under orlov i en periode, så var der en vis indkøringsfase fra muligheden var der, til det blev almindeligt at gøre brug af den.
Jeg glæder mig over, at vores mandlige medarbejdere i dag i vid udstrækning gør brug af vores forældreorlovspolitik. Senest hjulpet ekstra på vej af lovgivning, men interessen har været støt stigende gennem mange år. En begrænsende faktor har været de gængse normer og standarder i vores samfund, og samtidig har mor ikke nødvendigvis været indstillet på at reducere sin orlov for at give far plads – heller ikke i ligestillingens navn.
Jeg oplevede selv for år tilbage, at min mand blev hyldet for at holde tre måneders forældreorlov, mens jeg blev udråbt til dårlig mor, fordi jeg var tilbage på job efter fem måneder. Vel at mærke af kvinder, ikke af mænd. Så for at vi kan udvikle os, bliver der nødt til at være en åbenhed om, at vi alle – uanset køn – kan være med til at fastholde de klassiske strukturer og normer. Vi har brug for, at begge køn er med til at udfordre og flytte normerne for fremtiden.
Udviklingen – og debatten – fortsætter
Ligestilling går begge veje – det er ikke kun et spørgsmål om, at der skal tilkæmpes rettigheder og nedbrydes normer for kvinder. Det gælder også mændene. Vi har bare en historik, som medfører et naturligt fokus på, at kvinder kommer fra ringere muligheder end mænd, og der er også forhold, som skal være acceptable at prioritere for mænd; det kan være helt banale ting som at hente og bringe børn, tage barns første sygedag og den slags ting.
Når jeg kigger tilbage, kan jeg se, at der er sket en betydelig udvikling i praksis. Og det kan godt være, at kvinder stadig holder længere forældreorlov end mænd, men ulempen for arbejdspladsen ved, at en kollega er på orlov, så man skal dække af for den manglende kollega, det er den samme for mandlige og kvindelige medarbejdere; det er blot perioden, der varierer. Det er med til at lukke nogle af de klassiske gab mellem kønnene på arbejdsmarkedet.
Heldigvis er der stadig gang i udviklingen, og debatten kører lystigt. I løbet af de sidste par uger har jeg for eksempel med interesse fulgt en debat om kvinders pensions-, løn- og karrieretab grundet barsels- og forældreorlov, fortsatte diskussioner om kvinderepræsentation i ledelse og bestyrelser, visse unge mænds opfattelse af, at ligestillingen er gået for langt, ligesom det bliver diskuteret, om vi i ligestillingens navn søger rettigheds- eller resultatlighed.
Lad os se bredt på diversitet
Det må være vejen frem, at de her drøftelser bliver taget – men selvfølgelig i en god tone og med plads til nuanceret drøftelse og forskellige holdninger. For mig personligt er ligestilling en kompleks størrelse, som i virkeligheden mest af alt handler om retten til at vælge selv – ikke om at udligne alle forskelle på kønnene, men heller ikke at være begrænset på grund af sit køn.
Jeg synes, at vi er nået et stykke vej, hvis vi kan diskutere forskellen på rettighedsligestilling og resultatligestilling – det må være et udtryk for, at der er sket en udvikling på rettighedssiden, men det er i lige så høj grad en kulturel og normativ udfordring.
Hvis alt var i den skønneste orden, og ligestillingsdagsordenen havde overlevet sig selv, så ville det ikke fylde så meget i mediebilledet og på de sociale medier, som tilfældet er.
Afslutningsvis vil jeg opfordre til, at vi anskuer diversitet i bred forstand. Selv på kvindernes kampdag, og i en tid hvor ligestillingsdebatten er vigtig og florerer lystigt, må vi ikke lade vores blik på diversitet begrænse sig til køn.