Det er altid vanskeligt at forudsige trends, men hvis alle havde deres egen krystalkugle, ville der selvfølgelig heller ikke være brug for spåkoner. Her kan du læse om nogle af de ting, som jeg tror, at vi vil gøre klogt i at holde et vågent øje med i det kommende år.
VR/AR
Virtual reality (VR) og Augmented reality (AR) blev allerede nævnt som nye trends i 2017, og antallet af anvendelsesområder er på hastig fremmarch. Sidste år fokuserede de fleste af demonstrationerne på designfasen, men i 2018 gør VR og AR deres indtog i produktionsfasen, hvor de kan bidrage med enorme fordele på sikkerhedsområdet. Vi har blandt andet set indledende tests hos NCC Finland, men der skal implementeres flere mainstreamapplikationer.
Data mining
Selvom vi altid har genereret data i byggesektoren, har indsamling og brug af disse data være sporadisk og begrænset og alt andet end systematisk. Den konstant voksende datakapacitet (senest i form af kvantecomputere) samt IoT og algoritmer bidrager til at minimere risikomomenter og øge mulighederne for at skabe nye digitale tjenester. Data er uden tvivl det nye sort.
Intelligente materialer
Traditionelt har beton og stål domineret i byggesektoren, og træ er dukket op igen i et forsøg på at leve op til klimamålene. Vi vil dog med garanti også støde på intelligente materialer i vores sektor, og interessante nyskabelser som selvopvarmende beton, kinetiske fortove og smogfortærende bygninger er blot nogle få af mange gode eksempler. Prisen på grafen falder brat i takt med den stigende tilgængelighed, hvilket gør det endnu mere aktuelt at følge med i den seneste forskning. Tingenes internet (IoT) har ført til materialer med indlejrede sensorer. De kan sende data til servicemedarbejdere og ejendomsforvaltere i realtid, hvilket baner vejen for planlægning af proaktive reparationer og iværksættelse af tiltag, der minimerer generne for den pågældende organisation eller for samfundet som helhed.
Komplekse projekter
Stigende urbanisering fører til fortætning i byerne. Det indebærer et øget behov for at bygge nyt, men det betyder også, at der skal tages hensyn til flere interessenter. Det er ganske enkelt ikke nok bare at forbedre effektiviteten i selve byggefasen. Planlægningen og udførelsen af projektet skal også tage højde for samfundets krav til mobilitet, tilgængelighed og bæredygtighed, samtidig med at man skal sikre, at hverdagen med alle dens gøremål kan fungere. En af de store udfordringer ved komplekse og langvarige projekter er, at man ofte lover guld og grønne skove på de tidlige stadier, mens de senere stadier er plaget af udfordringer, som ingen har taget højde for eller hånd om. Det vil både gå ud over tidsplanen og lønsomheden og sætte medarbejderne under et stort pres. På projekter som disse er organisationen nødt til at takle problemerne som et team og ikke som individuelle aktører for at løse udfordringerne og komme godt i mål. Det fører os til den sidste trend:
Nye kompetencer
Opgaver, som i stadig stigende grad er videnbaserede, gør det nødvendigt for os at udvide vores rekrutteringsmålgruppe. Et vigtigt spørgsmål er, hvordan vi som organisation kan tiltrække talenter på et voksende marked, men et endnu vigtigere spørgsmål er, hvordan vi fastholder dem. En af de helt store udfordringer i dag er, hvordan man løbende udvikler medarbejdernes kompetencer og skaber en innovationskultur. Det er vigtigt, at vi holder fokus på vores kernevirksomhed, men jeg er overbevist om, at byggesektoren er klar til at ansætte dataloger. Selv de mindste detaljer kan gøre en forskel, og hvis vi ikke har de rette data, er vi sårbare over for større konkurrenter.
//Christina Claeson-Jonsson, Head of Research and Development i NCC.