Min rejse til der, hvor jeg er nu, begynder nemlig efter et fejlet forsøg i gymnasiet, en kort karriere på Dyrehavsbakken og endeligt en succesfuld HF-eksamen. Da jeg midt i HF fik mit kørekort, voksede min interesse for biler. Jeg søgte derfor naturligvis et fritidsarbejde som brugtvognsforhandler, og jeg begyndte stille og roligt at opbygge mine kompetencer som sælger. Da jeg blev færdig med HF, lå der en kontrakt på en fuldtidsstilling hos bilforhandleren klar til mig, men jeg måtte afslå tilbuddet, da jeg havde fundet ud af, at gamle biler og besværlige kunder alligevel ikke var noget for mig.
Jeg stod nu med en HF eksamen og ingen idé om, hvad jeg så skulle lave. Til gengæld var jeg rigtig god til at sidde i mine forældres kælder, spille World of Warcraft og drikke energidrik. Min mor var dog ikke lige så vild med den beskæftigelse, som jeg var, og hun sendte mig derfor på højskole. Hvis du nu sidder og tænker på en højskole som et sted, hvor unge mennesker sidder i rundkreds, spiller guitar og bliver enige om, at ham Karl Marx nok havde fat i den lange ende, så er du på rette spor. Læg daglig meditation og yoga oveni hatten, og du har essensen af mit højskoleophold. I dette ”tæt-på-hippie” halve år, fik jeg øjnene op for at komme ind på livet af andre mennesker og være en støtte i svære tider. Det faldt mig derfor indlysende at søge ind på samtlige psykologistudier i Danmark.
Tilfældet valgte byggebranchen
Selvom jeg fra HF havde et præsentabelt karaktergennemsnit, var det ikke nok til en adgangsbillet til psykologi, og mine kvote 2 ansøgninger var heller ikke stærke nok til at få mig igennem nøglehullet. Så jeg kom ikke ind på drømmestudiet, og min tålmodighed tillod ikke at vente et år på de næste optagelsesprøver. Jeg skulle i gang med et eller andet!
Politiken annoncerer hver sommer de uddannelser, der stadig har ledige pladser efter optagelsesræset. Så jeg slog op heri og lidt tilfældigt faldt mine øjne på bygningskonstruktørstudiet i Odense. Jeg tænkte ”Jeg giver det sgu’ et skud”. Siden da har jeg forelsket mig i branchen, og jeg kunne ikke drømme om at arbejde med andet end byggeri. Jeg startede i NCC’s VDC-afdeling for 3,5 år siden som praktikant og blev ansat på fuld tid, da jeg færdiggjorde min bachelor. I VDC-afdelingen var jeg ansat som IKT-leder og varetog bl.a. den digitale udvikling og drift af digitale processer på et af landets største byggerier. Men jeg fandt ud af, at jeg ville supplere min bachelor med en kandidat, så jeg kunne blive endnu dygtigere i mit fag. Selvom jeg har et studie på over 37 timer om ugen, kan jeg ikke slippe mit arbejde i VDC, hvor jeg nu sidder som studentermedhjælper og får mulighed for at afprøve de ting, jeg lærer på skolen og på arbejdsmarkedet.
Så hvad vil jeg egentlig sige med denne historie? På min snørklede rejse til, hvor jeg er nu, har jeg prøvet mange forskellige ting og lært mange sider af mig selv at kende. Jeg må bare sige, at det er sgu’ ikke så vigtigt, om man kommer ind på drømmestudiet, eller at man følger en bestemt plan. For det er nemlig sådan med både drømme og planer, at de ændrer sig hele tiden.
