Digitaliseringsmester med produktionserfaring

I sommeren 2011 havde jeg første dag som praktikant i NCC. Det var i Råhus Øst. Min første sag var et stort kontorbyggeri på Frederiksberg; Flintholm I, som var udviklet af NCC’s egen Property Development enhed og blev opført af Byggeri Øst

Da jeg begyndte, var der kun et par måneder tilbage af byggeriet, så jeg kom ind midt i en produktion. Jeg lærte om, hvordan NCC styrer deres byggesager, og det var spændende at være med til afleveringen af et projekt

Gode muligheder for at lære nyt

Studiet giver basal viden, men det er i praktik og på jobbet, du lærer at udføre et byggeri. Det tager nok et par måneder at blive selvkørende som praktikant. På mit andet projekt, et renoveringsprojekt på Gentofte Hospital, fik jeg en del mere ansvar.

Jeg oplever, at NCC tager godt hånd om sine praktikanter. I Råhus arbejdede vi med en liste af ting, som nye praktikanter skal i gennem, så de kommer godt i gang. Jeg var selv rigtig glad for de praktikantture, hvor NCC’s praktikanter sammen besøger hinandens projekter. Det er fedt, at man kan besøge andre typer af projekter, og det er muligt, fordi vi er en stor virksomhed, hvor der altid er mange forskellige projekter i gang.

På studiet får man en basal viden om konstruktioner, men det er i NCC, du lærer at udføre bygninger. Og hvis man er videbegærlig, så er der gode muligheder for at lære nyt. En ingeniørpraktikant kan også komme ud som håndværker en uge; det prøvede jeg selv, og det var meget lærerigt.

Projektteam er som en familie

I en stor virksomhed er der mange muligheder. I hvert fald hvis man har en chef, der er lydhør over for ens ønsker, og det har jeg virkelig været heldig med. Jeg har fået lov til at prøve en masse og har oplevet stor fleksibilitet.

Efter min praktiktid var jeg ansat som studiemedarbejder. I sommerferien 2012 var jeg med på et spændende projekt hos Dansteel i Frederiksværk. Det var en stor opgave, hvor de lukkede produktionen ned, så vi kunne arbejde. Det er dyrt, så det gjaldt om at gøre arbejdet hurtigt. Vi arbejdede i døgndrift, og jeg var på natholdet med arbejde fra cirka kl. 22 til kl. 6 om morgenen.

Det er en opgave, jeg ikke glemmer lige med det samme. Det var hårdt, men også sjovt og udfordrende. Det var intenst og skabte et helt særligt sammenhold på projektet. Vi var nærmest som en familie.

Mulighed for at vokse med opgaven

I marts 2013 havde jeg første arbejdsdag som fastansat assisterende produktionsleder. Det var på Amager Bakke, hvor vi stod med et stort, komplekst in situ betonprojekt. Det varede i over to år og var virkelig spændende.

Det viste mig, at man i sådan en produktion også kan blive udfordret på sine sprogkundskaber, for vi havde polske kolleger på opgaven. Heldigvis kan jeg pege med mine fingre, og så fandt vi på ord for ting, når vi havde brug for det. Man kan tegne og bruge tal, og så fulgte vi op med kontrol. Jeg har aldrig haft problemer med at kommunikere. Man må prøve sig frem. Og man finder jo ud af det.

Efter det store projekt, var der et mindre tillægsprojekt, som jeg selv fik ansvaret for. Det var bare mig og håndværkerne. I en stor virksomhed er der altid en udfordring, der passer til ens niveau, og så kan man vokse med opgaven.

Digitaliseringsmester i Råhus

Efter af have været ’i marken’ på flere spændende projekter, fik jeg lyst til at kigge ind i kalkulation og tilbud, og mens jeg formelt blev i produktion, fik jeg lov til at sidde i tilbudsafdelingen, hvor jeg regnede på mængder og priser på materialer, kraner, byggestrøm og den slags.

Det var dér, jeg begyndte at kigge på 3D og 4D, som jeg ikke havde arbejdet med siden mit bachelorprojekt. Jeg tog fat i vores VDC-afdeling, og de lærte mig om Solibri som jeg brugte til mængdeudtræk fra 3D-modeller, ligesom jeg fik mulighed for at blive oplært i 4D. Jeg lavede 4D på tilbudssagen til projektet på Kronløbsøen, hvor NCC nu er i gang med at opføre en helt ny ø med et stort lejlighedsbyggeri.

Efter det rykkede jeg tilbage til Råhus med nye kundskaber, og jeg begyndte også at lave 4D simuleringsfilm til projekter. Det var sjovere end kalkulation, og jeg lavede det på alle tilbudssager i råhus.

Med min viden om VDC-værktøjer og mit kendskab til produktionen, havde jeg gode muligheder for at se, at der var noget smart, vi godt kunne bruge, så vi indførte for eksempel digital kvalitetssikring i Dalux, som gav en stor effektivisering. Frem til 2020 var jeg så ”digitaliseringsmester” i Råhus og ansvarlig for byggepladsentreprisen på Kronløbsøen. Og så ville min kone pludselig ”hjem til Jylland”.

Min udvikling – til glæde for NCC

Her i efteråret begyndte jeg så i VDC Vest på vores Aarhus-kontor. Jeg havde kontaktet vores VDC-chef og var så heldig, at der var en kollega i Vest, der netop havde lyst til at prøve at komme ud i produktionen, så der var plads til mig.

Gennem hele min tid i NCC har jeg oplevet fordelene i, at det er en stor virksomhed. Hvor jeg har kunnet rykke rundt og lære og finde ud af, hvad jeg bedst kan lide, og hvad jeg er god til. Når man kan få det til at passe, får man mest ud af en medarbejder. Jeg har haft en leder, der har været rigtig god til at hjælpe mig, og skabe plads og tid i min kalender til min udvikling – og samtidig til NCC’s bedste.

Det er fedt at få mulighed for at blive i sin virksomhed, selv om man flytter til en anden del af landet.

Her i VDC Vest arbejder jeg med at sikre at VDC-værktøjerne virker på byggepladsen, og jeg er med til at uddanne vores kolleger i de værktøjer, så vi opnår den effektivisering i projekterne, der er mulig med digitale værktøjer. Jeg glæder mig til at tage imod kommende praktikanter. Hvis de ønsker det, vil jeg hjælpe dem ud i produktionen, fordi det er der, VDC skal ud at leve.

Alexander Adamsen er VDC Manager på NCC’s kontor i Aarhus. Han er uddannet bygningsingeniør fra DTU. På diplomingeniørstudiet er ½ års praktik obligatorisk. Det ligger efter to års studier, og efter praktikken er der så et år til, at man kan kalde sig bachelor.

Indsend Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.