Jeg er meget taknemmelig for det fællesskab, jeg har fundet i NCC. Når jeg ser tilbage på mine mange år i renoveringsenheden, står én ting klart: Jeg er ikke bare ansat – jeg er en del af en familie. Og det er ikke en floskel.
Det handler om de mennesker, jeg har mødt på min vej, og de chefer, der har givet mig plads til at vokse. Det handler om en arbejdsplads, hvor man bliver set, hørt og accepteret. Og som passer på én, når livet byder på udfordringer. Det betyder noget. Det er faktisk en af de vigtigste grunde til, at jeg stadig er her i dag.
Vejen fra arkitektdrøm til byggeplads
Min rejse begyndte egentlig med en drøm om at blive arkitekt. Måske fordi min far var bygningskonstruktør, og jeg blev inspireret af hans hverdag. Han sagde til mig, at en god arkitekt også har en praktisk eller teknisk baggrund – det råd tog jeg til mig, og det førte mig til uddannelsen som bygningskonstruktør.
I praktikperioden i NCC’s renoveringsenhed blev jeg fanget af den særlige byggedisciplin, som renovering er. Det var på en sag med byfornyelse i indre København, og jeg elskede det fra første dag. Ikke bare fordi det var konkret og praktisk, men fordi jeg kunne være med til at finde løsninger. I dialog med arkitekter, ingeniører og bygherrer. Det var faktisk det, jeg oprindeligt søgte i arkitektfaget – at være med til at skabe noget.
Med tiden blev interessen bredere. Jeg blev draget af det at få et hold til at spille sammen, styre økonomien, drive processen og navigere i de menneskelige relationer. Det at se et projekt tage form – og vide, at jeg har været med hele vejen – det giver en særlig tilfredshed.
Ledelse handler om mennesker
I dag handler min hverdag meget om at få teams til at fungere. Det kræver viden, ja – men også relationel forståelse. For mig er det relationelle noget af det vigtigste. Jeg skal kunne læse mennesker, forstå deres behov og få dem til at samarbejde. Det gælder både praktikanter, kolleger og fagentreprenører.
Jeg tror ikke på gammeldags ledelse med råben og skrigen. Jeg har set, hvor ødelæggende det kan være. Hos mig taler vi ordentligt – og vi tager os tid til hinanden. Jeg spørger, hvordan det går, og jeg interesserer mig oprigtigt for folkene på pladsen. Når vi mødes som mennesker, performer vi også bedre som hold.
Jeg har ingen facade på. Den, jeg er hjemme, er også den, jeg er på arbejde. Autenticitet gør det nemmere at skabe tillid. Og tillid er fundamentet for alt det, vi laver i byggeriet.
Renovering er en holdsport
Det jeg elsker ved renovering, er uforudsigeligheden. Vi ved aldrig helt, hvad vi møder, før vi åbner bygningen. Det kræver fleksibilitet og samarbejde. Og når tingene spidser til – ved en aflevering, ved en vandskade eller en brandsituation – så ser man, hvad fællesskab virkelig betyder. Når alle stempler ind og løfter sammen, så har man den dér følelse, som når et fodboldhold vinder. Den energi er svær at slå.
Men det kræver også, at man tør tage ansvar og være til stede. Jeg er ude på pladsen hver dag. Ikke kun for at kontrollere, men for at hjælpe, rådgive og støtte. Og ja, nogle gange for at rette på noget. Det er den synlighed, der skaber relationer – og respekt.
Jeg vil gerne skabe projekter, men endnu vigtigere: Jeg vil gerne skabe stærke teams. Teams, hvor der er plads til forskellighed, og hvor vi går den ekstra mil for hinanden, fordi vi har det sjovt – og fordi vi stoler på hinanden.
Jeg begyndte med en ambition om at skabe bygninger – i dag former jeg projekter og mennesker. Og det er jeg faktisk lige så stolt af. I sidste ende handler det jo om at skabe noget, der holder. Ikke bare fysisk, men også menneskeligt.