Fremtidens kontor

Tid til medarbejderundersøgelse

En værdiskabende medarbejderundersøgelse er en undersøgelse, der bliver handlet på. Det er sund fornuft, men alligevel ikke nogen selvfølge. Når jeg tænker på det nu, er det fordi medarbejderne i NCC netop i disse uger er i gang med at besvare den årlige medarbejderundersøgelse, NCC Pulse, hvor vi tager pulsen på medarbejdernes trivsel på arbejdspladsen.

For medarbejderne er det en god mulighed for at give udtryk for deres mening om deres arbejdsplads. Og deres chef. For cheferne rundt omkring kan det måske godt være en periode, der kan give lidt ondt i maven. For hvordan er det gået siden sidste år? Føler mine medarbejdere, at jeg har lyttet til og handlet på de svar, de gav ved sidste års undersøgelse?

(K)onstant (P)ressede (I)ndivider

Vi måler og måler. I det daglige styrer mange virksomheder efter de såkaldte KPI’er, Key Performance Indicators. Ofte er KPI’er udtryk for måltal i forhold til styksalg eller omsætning, men afdelinger som HR har også måltal, de skal nå. Det kan for eksempel handle om medarbejderomsætning, sygefravær og tilfredshed med netop arbejdspladsen og chefen.

Sociolog Emilia van Hauen skriver i et tankevækkende indlæg, at hun oplever, at KPI’er i mange virksomheder bruges forkert. I stedet for at blive brugt som et styringsredskab, der sætter klare mål, bliver de til en ekstra belastning for den enkelte medarbejder.

Emilia van Hauen har af den grund valgt at omdøbe KPI, så det står for ”Konstant Pressede Individer”, og det får mig selvfølgelig til at tænke på, hvordan vi bruger KPI’er i vores virksomhed. Giver vores mål mening for medarbejderne, og skaber de værdi for vores organisation?

Mening er motiverende

Inden længe får vi svarene på vores medarbejderundersøgelse. Hvad mon den viser? Viser den, at vores medarbejdere oplever, at de har klare mål for, hvor de skal hen med deres arbejdsindsats, eller viser den, at målene er uklare og lægger et ekstra pres på medarbejdere, som måske i forvejen har mere end rigeligt på deres tallerken?

Mål, der giver mening både for den enkelte og for afdelingerne, og som opleves som værdiskabende, er med til at skabe motivation i det daglige. Derfor er det helt afgørende, at vi bruger det værktøj, som KPI’er kan være, på en hensigtsmæssig måde.

For at finde ud af, hvordan vores medarbejdere opfatter de mål, de skal arbejde efter, må man spørge sine medarbejdere. Og det er netop det, vi gør i vores årlige Pulse undersøgelse. Det er vigtigt, at undersøgelsen giver os nogle svar, som vi kan bruge, og det er mindst lige så vigtigt, at vi handler på de svar, vi får. Det jo som nævnt kun de undersøgelser, der bliver handlet på, der giver værdi.

Har vi (jeg) gjort nok?

Målet er jo, at vi får en arbejdsplads, hvor folk trives, og hvor de oplever, at målene er klare og står i et fornuftigt forhold til deres kompetencer og den tid, de har til rådighed.

For at fastholde vores dygtige og engagerede medarbejdere og for at tiltrække de gode hoveder, vi har brug for, skal vi tilbyde en arbejdsplads, hvor der er klare og rimelige forventninger til den enkelte. Der skal være en fornuftig balance mellem arbejde og fritid, så folk ikke føler, at de er under konstant pres. Sådan et pres medfører dårlig trivsel og utilfredshed for nogle, mens det for andre måske ligefrem kan ende i en sygemelding for stress eller angst.

Nu jeg holder vejret, mens jeg venter på resultaterne. Jeg tænker på, hvad der er sket siden sidste år, og håber på, at den handling, der har været i det forgangne år, har været rigtig og viser sig som tilfredse medarbejdere.

Ole Faurby Direktør, NCC Property Development