Fremtidens kontor

Forbud kan ikke forhindre stress

For nylig vedtog den franske regering en lov, der forbyder arbejdsgivere i virksomheder med over 50 medarbejdere at sende arbejdsrelaterede e-mails til medarbejderne efter arbejdstid, i weekender og i ferie. Loven har det ædle formål at reducere stress, som er et stigende problem globalt set.

Jeg er enig i, at stress er en reel trussel – også på det danske arbejdsmarked. Det bekræftes bl.a. af NCC´s Workplace Study fra efteråret 2015, som bekræfter, at 3 ud af 5 føler sig stressede mindst én gang om ugen, og at 48 % også arbejder over mindst én gang om ugen. Kun 11 % siger, at de aldrig føler sig stressede, så udfordringen er reel.

Infographics_slides_Page_7

Jeg tror bare ikke på, at forbud er vejen frem, hvis vi skal sikre medarbejdernes trivsel. I stedet skal vi med tydelig ledelse og gennem klar forventningsafstemning sætte rammerne for det gode arbejdsliv.

Når det er sagt, kan stress-udfordringen dog kun løses ved en gensidig indsats fra både arbejdsgiver og medarbejders side. Virksomheden kan stille de bedste fysiske rammer til rådighed og have klare spilleregler omkring arbejdet, men det gælder i lige så høj grad om, at medarbejderne tager beslutning om at udøve en forsvarlig selv-ledelse.

På et globalt arbejdsmarked, der måske foregår over flere tidszoner, vil et forbud som det franske spænde ben for den fleksibilitet, som egentlig skulle være en gevinst for individet og gøre det muligt at mikse arbejdsrelaterede og private aktiviteter ind i hverdagen, hvor det er mere praktisk. En fleksibilitet, som er nyttig og nødvendig for både virksomhed og medarbejdere. Men som også er en trussel for vores velfærd lige nu og her, hvor grænserne er flydende og uprøvede.

I Danmark, hvor vi også har en god tradition for at aftale os frem, er jeg sikker på, at vi når længere med tydelig ledelse, klar forventningsafstemning og mere fokus på vores egne grænser, frem for firkantede forbud. Men det kræver som sagt, at begge parter tager ansvar.
www.ncc.dk/workplacestudy

Ole Faurby, Property Development NCC