Bæredygtighed

Bæredygtigt indkøb – afgørende valg

Udviklingen inden for bæredygtigt byggeri betyder, at der i stigende grad vil blive behov for at kunne dokumentere byggevarers miljø- og sundhedspåvirkning. Dels i forhold til certificering af bæredygtigt byggeri, dels fordi flere bygherrer begynder at stille krav til transparens og sporbarhed af de byggevarer, der indgår i deres byggerier.

Vi vil købe bæredygtigt ind

NCC har et mål om at indtænke bæredygtighed i alle dele af forretningen, fra vores projekter og byggepladser til vores adfærd i det daglige. Et væsentligt led i det arbejde handler om vores indkøb. Både i forhold til vores byggeprojekter og på vores egne adresser og byggepladser.

Det er den holdning, der ligger bag vores indkøbsstrategi for et mere bevidst indkøb, hvor et af punkterne handler om dokumentation af det vi køber, om sporbarhed og transparens.

Samarbejde med Lemvigh-Müller

Det er i forlængelse af den strategi, vi i NCC har indledt et strategisk samarbejde med Lemvigh-Müller om krav til bæredygtighed ved udførelse af armering til betonkonstruktioner. I samarbejdet er der sat fokus på at minimere ressourceforbruget og miljøpåvirkninger, reducere spild og forbedre arbejdsmiljøet. Med andre ord – den optimale anvendelse af stål med det mindst mulige aftryk.

Målet er at nå frem til en enkel, transparent og anvendelig måde at sammenligne forskellige stålprodukters miljøbelastning på. Det er for at kunne tilbyde et bedre beslutningsgrundlag, så vores kunder kan træffe informerede valg ud fra egne værdigrundlag og bæredygtighedsmål – helt ned på produktniveau.

Forudsætning for cirkulær økonomi

Den cirkulære økonomi vil spille en stor rolle, for her er det indgående og dybe kendskab til byggevarers frembringelse og sammensætning netop forudsætningen for, at de kan cirkulere. Dokumenterbar bæredygtighed er altså essentiel for branchens fremtidssikring.

Anvendelsen af miljøvaredeklarationer til udvælgelse af miljøvenlige byggevarer er et af flere redskaber, som vi ønsker at anvende under indkøb. Information om genanvendelighed, skadelige stoffer og en lang række andre forhold tages også i betragtning og giver samlet et mere reelt billede af, hvad der egentlig bygges af.

Læs om vores samarbejdet med Lemvigh-Müller her

//Anna-Mette Monnelly, bæredygtighedschef i NCC Building Danmark